”Årh… det ville være supergodt hvis…,” Abdinasir Jama tager en pen og begynder straks at ridse sin ide ned på et stykke papir foran Sharmarke Hujale, der interesseret følger med ved det brune træbord. De to er sammen med endnu en somalisk fyr, Hussein Mahdi på 20, flyttet ind i ”Opgangen” – et iværksætterkollektiv på 3. sal over Gellerup Bibliotek.
Store drømme
De tre venner har lavet et grafisk bureau sammen og de har store drømme. De laver allerede hjemmesider, flyers og logoer. Det er en benhård branche med hård konkurrence. Det ved de nye iværksættere godt. Ambitionen er først at blive store i Aarhus, herefter Danmark og det endelige mål er at kunne inspirere andre over hele verden.
Kreativitet og innovation = Creativation
Navnet på de tre fyres nye firma er Creativation – en sammenskrivning af kreativitet og innovation.
Creativation har fået lokale nummer 33. De gamle plejeboliger er ikke malet og gjort i stand endnu. Iværksætterne vil gerne shine bygningen, gangene og fællesarealerne op først. Og det passer de tre venner fint:

”Det er lidt langsomt. Men det passer med vores vækstplan. Vi er i opstartsfasen og skal have organisation og struktur på plads,” fortæller Sharmarke Hujale.

Han er 21 år gammel og uddannet webintegrator. Efter sommerferien vil han tage en HF og senere er planen at læse multimediedesign. Sharmarke er administrerende direktør og stifter af Creativation. Abdinasir har en universitetsuddannelse i informatik, og han er co-partner i Creativation, eller sådan lyder deres titler indtil videre. Forretningsmodellen og organisationsstrukturen er ikke helt færdig endnu, så titlerne kan stadig nå at ændre sig.
De tre venner bag Creativation har alle et konkurrencegen. Der er udskrevet en logo-konkurrence for Opgangen, og Hussein, Sharmarke og Abdinasir har lavet hvert sit forslag i stedet for et fælles, fortæller de grinende.  
I Opgangen har Creativation fundet rammerne til deres nye virksomhed. Og det er helt i tråd med deres ønsker, at de tre venner nu skal have kontor i Gellerup:

”Vi vil vise, at vi er fra Gellerup og at vi er kompetente,” slutter Abdinasir Jama.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.