De ældste elever på Tovshøjskolen blev i mere end een forstand klædt på i går, da ni ungdomspolitikere kom forbi: de blev klædt på til at kunne sætte kryds ved skolevalget i dag torsdag, og alle politikerne lovede, at de måtte klæde sig på, som de nu har lyst til.
Det med tøjet var affødt af et spørgsmål fra en af eleverne, om man må klæde sig, som man vil – underforstået, om partierne har en holdning til tørklæder.
Hele spektret rundt lød det: "Det er noget, I selv må bestemme. Så længe der ikke er nogen, der dikterer, hvilket tøj I skal tage på, så er vi ligeglade."
Lidt forskelle var der dog i ungdomspartiernes holdninger. Flere nævnte, at det kan være svært at føre en samtale med en, der er helt tildækket – det måtte være en burka eller motorcykelhjelm!
Masser af spørgsmål
7., 8. og 9. klasse forbereder sig til skolevalget, der gennemføres over hele landet. Tirsdag havde de besøg af en politiker på Rådhuset, Thomas Medom (SF), som fortalte om kommunalpolitik med mere.
Onsdag kom altså hele ni ungdomspolitikere, så alle partier undtagen Nye Borgerlige var repræsenteret. Eleverne havde forberedt en bunke relevante spørgsmål – ja, så mange, at politikerne blev bedt om at fatte sig i korthed! 
Eleverne var også gode til at lytte (det meste af tiden!), og de havde en god stil med at klappe efter politikernes oplæg, uanset om de var enige eller ej.
Hvad blev ellers diskuteret? Her er nogle af emnerne:

  • 30 timers arbejdsuge?
  • skatteprocenter
  • fattigdom
  • udlændingepolitik – hvor mange flygtninge må komme hertil?
  • er det OK for minoriteter at bevare vores kultur? ("araber derhjemme er OK, men ikke ude…?")
  • ulighed i uddannelsessystemet, mindre klasser i folkeskolen
  • skal vi købe nye kampfly?

Eleverne skulle holde mobilerne i lommen, bortset fra når de (som her) havde skrevet deres spørgsmål på mobilen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.