De fleste unge er afhængige af deres mobiler og tablets og er derfor typisk indendørs. Det vil Team Succes sætte en stopper for.
Team Succes er en landsdækkende ungdomsforening, der arbejder med udvikling af unge, med særligt fokus på personlig og faglig udvikling. Hele formålet med dette ”personlige udviklingsforløb” er, at unge skal mere ud. 8. og 9. klasse- eleverne på Lykkeskolen har gennemført udviklingsforløbet, og det blev belønnet med et velfortjent diplom.  Dimissionsfesten forgik i Scandic Hotel i mandags.
Dimissionsfest i højt humør
En masse mennesker var samlet i Scandic Hotel for at fejre deres  børn eller søskende. Man blev budt ind af Team Succes’ ansvarlige, der meget høfligt og imødekommende tog imod de mange fremmødte.
Til arrangementet var der ikke sparet på lækkerier og forfriskninger, da man både blev budt på kage, frugt, saftevand og kaffe. Den gode stemning kunne mærkes meget tydeligt, da alle sad og hyggede sig og snakkede med hinanden. Efter en masse hyggesnak og kage var det tid til at sætte sig på plads.
Lykkeskolens skoleleder Ahmad Moussa (billedet herovver) holdt en velkomsttale, hvor han roste alle eleverne og udtrykte sin glæde over at se alle de fremmødte. Han gjorde det hurtigt klart, at det ikke var ham, der skulle være i fokus, men Team Succes og alle de elever der havde gennemført forløbet. Efter en stor klapsalve fik Team Succes’ formand Omar El-Rifai ordet. Han fortalte om Team Succes’ vision og proces. Alle de fremmødte lyttede meget intenst og interesserede. Han fortalte at deres vision var, at unge i Danmark skulle være førende i verden, hvad angår gennemførelse af en ungdoms- og videregående uddannelse.
Et godt fundament
Fouzi Abdelrazik, der er Team Succes’ generalsekretær, havde også noget at sige. Han fortalte om arbejdsforløbet, som han kaldte ”Fundamentet”, da et hus uden et fundament ikke vil kunne holde. Jo mere fundament desto højere blev det – det samme gjaldt os mennesker. Jo mere ”fundament” vi havde desto højere kunne vi nå. Talen var meget præget af humor, idet han sneg en joke ind hist og her.
Et diplom med hjem
Efter Team Succes’ ansvarlige fik sagt, hvad de havde på hjertet, var det endelig blevet tid til det, som aftenen drejede sig om. Nemlig overrækkelse af diplomer til eleverne. Da alle eleverne havde modtaget et diplom, skulle øjeblikket selvfølgelig foreviges med et gruppefoto, hvor Omar El-Rifai og Fouzi Abdelrazik også var med. Efter overrækkelsen var luften fuld af glæde og stolthed, og derfor var det ikke så mærkeligt, at aftenen sluttede af med en sidste hyggelig snak og lækkert stykke kage, inden dimittenderne kunne tage hjem med et diplom under armen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.