Kommentar

Flere og flere unge får uddannelse. Det gælder hele landet og i udsatte boligområder. Dog er andelen ikke lige så høj i udsatte boligområder som gennemsnittet i hele landet.
I Gellerup er der glædeligt flere unge, der har fået en ungdomsuddannelse sammenlignet med andre udsatte boligområder. I den seneste afbrydningsrapport fra kommunen kan man konstatere, at færre unge generelt afbryder deres uddannelser. Men der er flere unge med ikke-vestlig baggrund, der afbryder uddannelsen sammenlignet med etnisk danske unge, og heraf er drengene overrepræsenteret sammenlignet med pigerne.
Undersøgelserne og erfaringer peger på et kompleks af årsager. Disse kunne være strukturelle, sociale, kulturelle og ikke mindst biologiske årsager i forhold til modenhed, som kommer tidligere hos piger, og mere praktisk og fysisk orientering hos drenge.
Tal om fremtiden
For nyligt er eleverne fra 8., 9. og 10. klasse blevet uddannelsesparathedsvurderet til ungdomsuddannelser. Derfor skal vi alle sammen følge op på det og komme i dialog med dem om deres fremtidsønsker, og støtte dem.
Her spiller forældrene en stor rolle, da det er dem der bedst kender deres børn. Forældrene kan hjælpe deres børn og især drenge ved at tage dialogen med dem og hjælpe dem med at strukturere deres fritid og at indgå i mangfoldige konstruktive fællesskaber. I de fællesskaber kan de unge danne et godt grundlag for at fremme deres muligheder til at skabe sig en god fremtid og et godt liv. 
Her er det værd at huske, at et godt liv og en god fremtid ikke kun opnås via boglige uddannelser, men også via erhvervsuddannelser, der byder på rigtig mange og gode muligheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.