På mandag starter en retssag mod to mænd her fra området, der er anklaget i en stor sag om butikstyverier over hele landet.
Sagen skulle have startet i mandags, men blev udsat på grund af sygdom.
Sagen er speciel, fordi den ifølge politikommissær Klaus Hvegholm omfatter flere hundrede forhold og flere personer end de to, der allerede sidder på anklagebænken.
Sagen startede fordi nogle efterforskere fra lokalpolitiet i Aarhus Vest begyndte at undre sig over hvad der lignede et mønster i fremgangsmåde og udbytte fra en række tricktyverier fra kiosker og supermarkeder i Aarhus. Tricktyverier foregår typisk ved, at flere kommer ind i butikken, og mens den ene afleder personalets opmærksomhed med mange spørgsmål, går den anden i gang med at stjæle. 
Velkendte gerningsmænd
Lokalpolitiet rettede henvendelse til landets øvrige politikredse og bad om materiale fra eventuelle tyverier med samme mønster, og da overvågningsmaterialet kom frem til dem, kunne de straks se at personerne var de samme, og at de var godt kendt i forvejen.
De to personer i retten på mandag er altså kun begyndelsen på sagskomplekset, og Klaus Hvegholm forventer flere anholdelser og retssager i den kommende tid.
Butikskæderne inviteret med
Imens politiet venter på det, vil de dog ikke ligge på den lade side. De vil nemlig invitere repræsentanter fra landets store butikskæder til at overvære første dag i retssagen, og derefter til et informationsmøde hos lokalpolitiet i Vest.
Årsagen er, ifølge Klaus Hvegholm, at gøre de butiksansatte opmærksom på hvordan disse tricktyve opererer, så de kan være bedre til at spotte dem, og styrke samarbejdet mellem butikkerne og politiet til gavn for hele branchen.
Retssagen er sat til at vare seks retsdage, og der skulle oprindeligt være afsagt dom 31. maj, men det er nok skubbet med første dags udsættelse.