Onsdag d. 26 juli indkaldte Fritidsforeningen i Brabrand Boligforening til en ekstraordinær generalforsamling i forlængelse af den ordinære generalforsamling tilbage i maj-måned, hvor bestyrelsen i foreningen blev væltet.
Den ekstraordinære generalforsamling indeholdt selvfølgelig formaliteterne med aflæggelse og godkendelse af regnskab, fastsættelse af kontingent og indkomne forslag, men det blev for alvor spændende, da dagsordenen nåede til præcisering og nye punkter i vedtægterne.
Selvom der ved dirigent Peter Iversen (billedet) blev foreslået at lade den nyvalgte bestyrelse om vedtægterne, var der en stærk holdning hos de fremmødte medlemmer om at tage punkterne op, da der alligevel var talstærkt mødt op.
De ca. 60 fremmødte medlemmer fordoblet fra sidste generalforsamling, var engagerede og bød ind med en masse kommentarer for og imod i forbindelse med de enkelte vedtægter, samt vælge en ny bestyrelse.
Den nyvalgte bestyrelse består af følgende medlemmer: Abdinasir Jama Mohamed, Khaled Khan, Omar Shirwac, Ali Mirza, Inga Andersen, Salah Tawfic, Solveig Pedersen, samt suppleanterne, Malak Batran, Vagn Eriksen og Mohammed Ajjawi.
De forskellige sektioner har ifølge referatet fra den ordinære generalforsamling tidligere haft svært ved at styre egne bevillinger, føre brugbare referater og har haft problemer med at nedsætte udflugtsudvalg, og derudover manglede der forståelse for, at frivilligt arbejde er ulønnet, men man kan få dækket udgifter.
Der var meninger på begge sider af spektret, men ikke mindst var der ved afstemning enighed om de forskellige vedtægtsændringer.