SFs nummer fire på kandidatlisten, Fadi Kassem, kom lige akkurat ikke ind i byrådet, men han bliver første stedfortræder. SF fik tre pladser i byrådet – en stigning på en.
SF har partiliste – det vil groft sagt sige, at kandidaterne bliver valgt i den rækkefølge, som medlemmerne har placeret dem på kandidatlisterne. Det vil sige, at vælgerne har meget svært ved at ændre på den rækkefølge.
Havde SF haft en sideordnet opstilling, var Fadi Kassem røget ind i byrådet, idet han med 843 personlige stemmer slog Jan Ravn Christensen, der på listens andenplads kun fik 564 personlige stemmer. Men Jan Ravn får pladsen.
Han er ikke bitter – langtfra, siger han til mediet Vores Brabrand:
"Ikke det der ligner! Jeg vidste jo godt på forhånd, at det ville blive svært at blive valgt. Jeg synes faktisk, det er gået over forventning, og jeg er fint tilfreds. Jeg har fået gjort opmærksom på mine mærkesager, jeg har fået lov til at gå til stålet i valgkampen – og jeg har kunnet udtale mig skarpt uden at blive fyret. Det er jeg alt sammen rigtig glad for," siger Fadi Kassem.