Lampedusa – mødet med de fremmede

Den 24. november stod i flygtningenes tegn, da Eutopia Stage bød på den anmelderroste teaterforestilling Lampedusa.
Inden forestillingen gik i gang, blev de fremmødte budt på en forfriskende velkomstdrink i foyeren, mens de lyttede til kunstnerisk leder Brigitte Christensens forord. Her lovede hun publikum en intens og intim oplevelse, og intimiteten kunne allerede ses, da de fremmødte skulle finde deres pladser, da sæderne, der normalt er oppe på rækkerne, i dagens anledning var rykket ned på scenen i en rundkreds.
Opera – så er vi i Italien
Lydene af skvulpende bølger gav genlyd i hele den mørklagte teatersal, hvilket gjorde at man næsten kunne se Middelhavet for sig. De brusende bølger blev lidt efter overdøvet af smuk operamusik, hvilket gjorde at scenen var lagt, da der ikke længere var tvivl om, at vi befandt os i Italien, og mere præcist den italienske ø Lampedusa. En ø, der har været helt central i de seneste års flygtningekrise, især i forbindelse med en bådkæntring i 2013, hvor omkring 360 flygtninge mistede livet få sømil fra øen.
Den tidligere fisker Stefano (billedet herover), der spilles af Jesper Hyldegaard, oplever flygtningekrisen fra sin mest barske side, da han ernærer sig med at bjærge ligene af de mange flygtninge, der desværre ikke overlever den farefulde rejse over Middelhavet til det trygge Europa.
Stykkets anden karakter er Denise, der har kinesisk baggrund, og som spilles af Charlotte Munck. Denise arbejder som inkasso-opkræver i et privat kviklåns-firma, og i sit job møder hun en portugisisk kvinde, der med sin åbenhed og venlighed fejer benene væk under Denise.
Man fanges ind
Fælles for begge karakterer er mødet med ”de fremmede”, hvor mødet får betydning for karaktererne, både i forhold til, hvordan de ser ”de fremmede”, men også hvordan de ser og forholder sig til sig selv. Som tilskuer var det umuligt ikke at blive fanget og draget af den ellers meget minimalistiske forestilling, for med stor indlevelse formåede de to skuespillere at lægge liv og sjæl i deres karakterer, hvor store armbevægelser og dybe monologer bestemt ikke var en mangelvare. 
Forestillingen gav meget stof til eftertanke, og det var netop disse refleksioner, der skulle bearbejdes i den efterfølgende samtale, der blev styret af debattør Geeti Amiri.
Efter en spændende dialog kunne folk forlade Eutopia Stage, forhåbentlig med en masse tanker om, hvad man selv kunne gøre for at lette tilværelsen for de mange nyankomne flygtninge, for selvom problematikken er en smule vanskelig, så skabes forandring selv i de mindste skridt.