I sommeren 2018 trådte en helt ny bestyrelse til hos Ramallah Spejderne i Gellerup. I dag hedder de Oliven Spejderne og har formået at samle 90 børn under deres tag.
Mohammed Soueidan er formand for Oliven Spejderne. Han er uddannet webprogrammør, har fem børn og et fuldtidsjob som pædagog i Klubberne i Gellerup. Desuden fungerer han som frivillig patruljeleder i spejderklubben. Han er opvokset i Gellerup.
Essa Taha er også fra lokalområdet. Han driver selvstændig virksomhed og hans telefon ringer konstant under mødet. Udover dette har han en familie og tre børn han skal tage sig af. Alligevel virker han meget passioneret omkring sin rolle som bestyrelsesmedlem og patruljeleder hos Oliven Spejderne. Og sådan kunne listen fortsætte over veluddannede og ambitiøse frivillige i denne forening.
”Hos Oliven Spejderne har vi en stærk bestyrelse. Vi har inviteret folk ind med ny energi og en kreativitet, som kan videreføre det gode arbejde,” fortæller Mohammed Soueidan.
Oliven Spejderne har 33 frivillige spejderledere, der både består af kvinder og mænd. De har med børn og unge at gøre helt fra 5 til 15 års alderen. De afholder minimum to faste aktiviteter om ugen, og det foregår hovedsageligt ved klubberne i Toveshøj.
”Vi udskifter skærmen med rå natur”
”Nutidens børn sidder meget bag skærmen derhjemme og mister fornemmelsen af, hvad der foregår i naturen omkring dem. De skal ud og opleve naturen og lære at klare sig uden telefon og teknologi,” fortæller Essa Taha.
Han understreger, at Oliven Spejderne har den styrke, at de kan inkludere alle børn i deres fællesskab. ”Førhen var det sådan, at hvis man ikke var god til fodbold eller basket, så stod man oftest uden for fællesskabet. Vi har formået at inddrage alle børn, også dem som ikke har fundet deres passion og talent.”
Hos Oliven Spejderne udpeges der en leder samt en assisterende leder i hver patrulje blandt børnene. Disse børneledere tager ansvar for hele gruppen, sørger for at alle er en del af fællesskabet og at alle har motivation til at følge opgaverne til dørs.
Spejderne på café med patruljeleder Mohammed Soueidan. Her blev den assisterende leder gjort opmærksom på, at en ny spejder følte sig uden for fællesskabet. Han fik til opgave at inkludere ham i gruppen på egen hånd.
Selvdisciplin, at møde til tiden, at respektere hinanden og lederne er basale elementer i kulturen i spejderklubben. Herudover styrkes blandt andet værdierne ærlighed, anerkendelse, empati og medborgerskab hos spejderne.
I starten var det lidt en udfordring, at få nogle børn til at komme til tiden. Men man har gjort det så pinligt at komme for sent, at alle nu møder i god tid. ”Hvis man kommer for sent, går man hen til patruljelederen, og man bliver beordret til at tage 10 armbøjninger som straf. Foran alle. Det har udrettet mirakler,” fortæller Mohammed Souidan grinende.
Opdragelse og dannelse
Det er ikke kun sociale færdigheder børnene udvikler i spejderklubben. Ifølge patruljelederne Mohammed og Essa får de også en gradvis dannelse. ”Man kan sige, at vi laver en slags adfærds- og mentalitetsændring her. Nogle har intet ansvar derhjemme. De smider med tingene, går fra deres rod og opfører sig hensynsløst. Hos os får man ansvar og struktur. Herudover får man en indsigt i frivilligt arbejde, lærer at løse problemerne på egen hånd, og man får øjnene op for, at man selv kan foreslå sjove aktiviteter, når man keder sig.
Ifølge Essa og Mohammed er børnene mest glade for de spændende hytteture i naturen. Og andre lignende fede aktiviteter. Her får man nemlig ansvar for at tænde bål, bruge kniv og at værne om naturen. Det giver mange plusser på børnenes oplevelseskonto.
De ældste spejdere morer sig under en teambuilding øvelse.
Forældrene skal være med
Mohammed Soueidan fortæller, at forældre også hjælper til i spejderklubben. ”Vi har altid fokuseret meget på at have forældrene til de yngste spejdere med. Så kan de tilbringe mere tid sammen med deres børn i stedet for at ”parkere” børnene her et par timer. Dette er okay, hvis børnene er selvstændige.”
“Men hvis de har specielle behov eller har for meget krudt i røven, er det et krav fra vores side, at forældrene deltager i aktiviteterne og støtter patruljelederen aktivt. Det er meget vigtigt, at der er ro under aktiviteterne, da vi har åben ild og sommetider knive og økser fremme. Så det nytter ikke noget, at der er børn der farer rundt og ikke kan spotte faren.”
Som noget nyt har spejderklubben startet svømmeundervisning to gange om ugen.
Brug for mere plads
Man må sige, at Mohammed og Essas team har udrettet meget på kort tid. De har indgået tætte samarbejder med lokale foreninger, med klubberne i Gellerup og mange andre. De har sørget for at blive medlem af Dansk Spejderkorps og har et tæt samarbejde med KFUM-spejderne. Faktisk har Gellerup Kirke og KFUM-spejderne været med til at træne de voksne spejderledere i Oliven Spejderne.
Herudover har Oliven Spejderne et tæt samarbejde med Klubberne i Toveshøj. De ville ikke have haft et sted at være, hvis ikke Tovshøjsklubben stillede lokaler og udearealer til rådighed.
Lige nu står spejderklubben i den situation, at de lider af pladsmangel. De har mange deltagere og et behov for at få lavet flere aktiviteter.
“Tovshøjsklubben har sagt ja til at vi må få en plads til at have nogle pavilloner stående til vores eget udstyr og forsamlinger. Udfordringen er, at vi ikke har råd til disse pavilloner”, fortæller formanden Mohammed Soueidan. Så hvis der står nogle derude, som har mulighed for at støtte spejderne, modtager de meget gerne gode råd og støtte.
Hvis du vil være med i spejdernes meningsfulde arbejde, kan du melde dig som frivillig på deres hjemmeside.
Skal dit barn til spejder? Tilmeldingen kan ske via hjemmesiden.
Oliven Spejderne bruger deres Facebookside aktivt – følg med i deres spændende arbejde her.