I en lang række gik Tovshøjskolens elever mandag morgen med Dannebrogsflag i hånden mod deres nye skole. Sammen med eleverne på Ellekærskolen er de nu samlet i den nye skole med navnet Ellehøjskolen.

”Seee, der er Ellekærskolen!”

Udråbet fra en af pigerne får hyggesnakken i veninde-gruppen til at stoppe brat. Nu er vi der. Nu starter alt det nye!

På grund af corona-virussen havde Tovshøjskolens elever endnu ikke mødt deres nye klassekammerater før mandag morgen, hvor de pludselig stod samlet foran Ellekærskolen – der efter sammenlægningen med Tovshøjskolen nu har fået navnet Ellehøjskolen.

De kommende fem år bliver den nye skole rammen for elevernes skoledag. Herefter skal en nybygget skole stå klar midt i Gellerupparken, og Ellehøjskolens bygninger og nærmeste omgivelser vil blive solgt til andre formål.

Tovshøjskolens bygninger overtages nu af specialskolen Stensagerskolen, der efter en ombygning efter planen rykker ind i skoleåret 2022/23.

Sommerfugle i maven
Forude venter nu en ny skoledag og hverdag for Tovshøjskolens elever og deres familier. Der var mange spørgsmål fra forældrene, før de vinkede farvel til deres børn mandag morgen.

I spidsen for den lange række af småsnakkende elever gik Helle Mønster, som var skoleleder på Tovshøjskolen og nu også er skoleleder på den nye fælles skole, Ellehøjskolen.

”De første to uger skal alle klasser arbejde med aktiviteter, der skal styrke fællesskabet og hjælpe til, at alle lærer hinanden at kende. Nogle skal billedkunst og andre skal bygge sæbekassebiler. Det kan være rigtig mange ting,” fortæller Helle Mønster.

”Planen var jo, at klasserne skulle møde hinanden to gange, og det har man ikke nået på grund af coronaen. Nogle har sendt film til hinanden, og andre har skrevet og sendt billeder til hinanden. Men de har ikke mødt hinanden. Derfor har alle nok sommerfugle i maven i dag.”

Håndvask, sprit og afstand
Foran skolen bød Helle Mønster alle eleverne fra begge skoler velkommen – og gjorde straks alle opmærksom på corona-restriktionerne, der stadig gælder:

”Når vi nu starter igen, er det stadig nogle af de samme regler som før sommerferien: Når I kommer om morgenen, skal I starte med at vaske hænder. Det skal I også gøre før I spiser, når I kommer ind fra pause, og når I har været på toilettet. Det er rigtig vigtigt, at I husker at vaske hænder. Det hele gælder stadigvæk: Håndvask, sprit af, afstand – og når man hoster og nyser, hvor skal man så gøre det henne?”

”I ærmet!!”

Du kan følge med i hverdagen på Ellehøjskolen via skolens nye Facebookside.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.