Med corona-smittede i alle Brabrands folkeskoler og flere daginstitutioner er mange lokale børnefamilier nu berørt af corona-pandemien. Her giver børn og unge-læge i Aarhus Kommune, Fie Gregersen Møller gode råd til, hvordan børnefamilierne bør håndtere situationen.
Hun besvarer i øjeblikket henvendelser om corona-smitten næsten døgnet rundt. Hun kan se, at der nu er behov for, at alle forældre er omhyggelige og følger myndighedernes bestemmelser:
”Familier i alle områder af Aarhus skal virkelig gøre en indsats nu. Hvis man ikke følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så griber det hurtigt om sig, og rigtig mange mennesker bliver berørt.”
Når børn i skoleklasser og daginstitutioner bliver smittet med corona, er de andre børn i klassen eller på stuen automatisk nære kontakter. Det betyder, at alle deres familier også bliver involveret. Derfor er der brug for, at alle familier fra starten handler ansvarligt, siger hun.
Syge børn bør holdes hjemme
Først og fremmest opfordrer læge Fie Gregersen Møller forældrene til at holde børn hjemme, hvis de er syge. Det handler især om de velkendte corona-symptomer: Feber, hoste, ondt i halsen, hovedpine og muskelømhed.
Fie Gregersen Møller får mange henvendelser angående corona-symptomer – men mange af dem er fra bekymrede daginstitutions-ledere, som er usikre på, om et barn bør sendes hjem.
”Vi oplever lidt for ofte i alle områder af kommunen, at børn bliver sendt af sted med sygdoms-symptomer. Det er meget vigtigt, at man ikke sender ikke-raske børn af sted i daginstitution. Jeg ved godt, at det kan være svært at vurdere symptomerne hos en to-årig. Men er man i tvivl, så hold barnet hjemme,” siger hun.
”Vi er nødt til at lade være med at sige ”pyt, det er bare en forkølelse eller influenza”, for børns symptomer er meget færre og mildere end voksnes. Og vi er nødt til at reagere før end vi normalt ville gøre, for at stoppe smitten.
Hun opfordrer desuden til, at man kontakter egen læge, hvis man er i tvivl, om barnet bør testes for corona.
Isolation mens du venter på svaret
Som nævnt har der nu været tilfælde af corona på alle lokalområdets folkeskoler. På alle skolerne har det ført til, at et stort antal børn sendes hjem med besked om, at de skal lade sig teste for corona, før de kan vende tilbage til skolen.
Og meget vigtigt: Man skal isolere sig derhjemme, indtil man har fået et negativt svar – altså besked om at man ikke har corona.
”Jeg ved godt, at det kan være svært at isolere sig helt fra resten af familien, når man bor i en lille lejlighed. Men man bør ikke sove sammen og ikke bruge det samme toilet. Og man skal forsøge at holde to meters afstand”, siger Fie Gregersen Møller.
Hvornår må barnet komme af sted igen?
Som grundregel kan man først få taget en test på fjerdedagen, efter at man har været sammen med den smittede. På den måde kan man sikre sig, at en evt. smitte bliver afsløret i testen. Og man skal testes igen på sjettedagen, ligeledes for en sikkerheds skyld.
Men allerede hvis den første test er negativ, må barnet komme i skole igen, understreger lægen. Så er sandsynligheden for smitte så lille, at det er ok at tage af sted.
Omvendt – hvis corona-testen er positiv:
Hvis du ingen symptomer har skal du blive hjemme i 7 dage efter (…)
Hvis du føler dig syg, skal du blive hjemme, til 48 timer efter symptomerne er væk.
Smitte i familien: Få dine børn testet
Normalt bliver man betragtet som ”nær kontakt” til en corona-smittet hvis:
Man bor sammen
Man har været i fysisk kontakt (håndtryk eller kram)
Man har været sammen under 1 meters afstand i mindst 15 minutter
Hvis en person i familien er testet positiv med corona, opfordrer Fie Gregersen Møller derfor kraftigt til, at personen straks isolerer sig, og at alle familiemedlemmer bliver testet – også mindre børn.
Coronatests af børn under 12 år vil som regel foregå på børnetestcentret ved Universitetshospitalet i Skejby, og man skal henvises via egen læge.