Tekst: Nanna Kold og Ilham Mohamed
2020 blev alligevel et travlt år for både bydelsmødrene og fædrene i baba, selvom mange arrangementer måtte aflyses. Corona-smitten gav mange udfordringer for beboere i Gellerupparken og Toveshøj, og her har de frivillige i baba og bydelsmødrene spillet en vigtig rolle.
De frivillige i de to netværk er i kontakt med rigtig mange mennesker i deres daglige virke. Det blev tydeligt, da corona-smitten i foråret 2020 bredte sig, og de tog rollen som en slags centraler for vejledning, hjælp og støtte, også hvad angår corona-smitten.
De mange frivillige besvarede lige fra corona-nedlukningen i marts spørgsmål om corona, testning, isolation og meget andet, og hjalp desuden med indkøb til ældre og folk, der var i isolation.
Både bydelsmødre og baba ved, at det er vigtigt at stimulere og vedligeholde forældres og familiers mentale sundhed ved at tage personlig kontakt, enten telefonisk eller digitalt. Det kan bestå i bare lige at ringe og spørge: Hvordan har du det? Hvilke udfordringer har du? Hvordan kan jeg hjælpe dig? Skal vi lave noget sammen?
Skolelukningen og hjemmeundervisningen satte stor fokus på brugen af computerprogrammet Aula. Her har mange forældre haft brug for vejledning om både det tekniske og det praktiske. For eksempel om hvordan man logger sig på, og hvor og hvorfor man skal orientere sig på Aula.
Ansættelse ved testcentre
Da der blev oprettet et testcenter i Gellerup, påtog bydelsmødre og baba sig hurtigt en central rolle med at guide beboerne om smitte og test. De påtog sig rollen som hjælpere ved teststedet, der organiserede køen og svarede på spørgsmål. Men de har også spillet en aktiv rolle ved bredt i deres netværk at svare på alle de spørgsmål, folk havde, og ved at opmuntre beboerne til at lade sig teste.
For at styrke bydelsmødres og babas vigtige arbejde og give dem adgang til nyeste viden om sygdommen, blev en gruppe frivillige uddannet til corona-guider i et samarbejde mellem Det boligsociale hus Yggdrasil og Folkesundhed Vest. Det har medført, at otte bydelsmødre blev ansatte ved testcenteret med nogle få ugentlige timer. Disse ansættelser har ført til, at to af dem nu arbejder på fuld tid andre steder i Aarhus.
Bydelsmødrene hjalp til og medvirkede i små film om brugen af mundbind på arabisk og somalisk, og har løbende gennem året hjulpet til med oversættelser af materiale.
Udover disse små film har flere bydelsmødre også selv lavet små film om hvordan man skal passe på hinanden, og har delt filmene på Tik-Tok. Ligeledes har en af bydelsmødrene delt deres oplevelser som corona-isoleret familie med andre bydelsmødre i Danmark.
Aktiv far-rolle under hjemsendelsen
I mange familier blev situationen helt anderledes, fordi både mor, far og børn i længere perioder har været hjemsendt fra skole og arbejde. Det har på plussiden betydet, at flere fædre er blevet mere aktivt involveret i deres børns liv.
En mor har fortalt, hvordan hendes mand, som har haft natarbejde siden børnene var helt små, under hjemsendelsen i foråret fik en helt anden rolle i familien. Han blev synlig for sine store døtre, som begyndte at rådføre sig med deres far.
Manden lavede aktiviteter med børnene og stod for indkøb og madlavning, så konen, der havde en uundværlig funktion og derfor stadig var på arbejde, kom hjem og nød at smide fødderne op og få maden serveret.
Fisketure og kreative værksteder
I sommerferien var Gellerup og Toveshøj præget af, at mange familier ikke kunne rejse ud af landet. Bydelsmødre og baba har derfor arrangeret familie-aktiviteter i løbet af sommeren. Baba har organiseret fisketure og senere en fiskeskole for fædre og børn, mens bydelsmødre har lavet kreative værksteder og bagning for børn i fritidsklubbens lokaler. Bydelsmødrene har også hjulpet til ved fodboldskolerne i Gellerup og Toveshøj.
Fisketurene var gode og sjove oplevelser for fædre og børn, og turene havde også som mål at inspirere til aktiviteter, man kan lave uden smittefare, og som man som forældre kan kopiere: Bruge lokalområdet og lave udendørs aktiviteter med sine børn. Der er indkøbt fiskestænger, som kan lånes af dem, der ikke har selv.
Klar med svar på spørgsmål om vaccination
Det er blevet tydeligt at bydelsmødre og baba har en rolle at spille også under de ændrede forhold under coronaen. Det gælder især den daglige kontakt med opmuntring til familier, der kæmper med hjemmeskoling, isolation, ensomhed og bekymringer. Men også i forhold til at rådgive om corona – og nu snart også om vaccination.
Næste store emne er det kommende tilbud om vaccination, der også vil udløse mange spørgsmål og overvejelser. En efteruddannelse af coronaguiderne er allerede planlagt.
Og når restriktionerne forhåbentlig letter, står bydelsmødre og baba klar med mange planlagte aktiviteter og en stor virkelyst.