Østjyllands Politi indfører i dag, onsdag den 20. januar, fra kl. 18.00 visitationszoner i et område omkring Gellerupparken/Toveshøj og Trillegården/Herredsvang. Politiet må i visitationszonen kropsvisitere personer, deres tøj og andre genstande for at kontrollere for våben. Biler må også ransages.

Østjyllands Politi har den seneste tid set flere indikationer på, at den tidligere konflikt mellem grupperinger fra henholdsvis Brabrand og Trillegården er ved at blusse op igen. Politiet har derfor øget tilstedeværelsen i de områder, hvor grupperingerne holder til, hvilket har ført til flere beslaglæggelser af diverse våben fra personer med relation til bandemiljøet.

Senest tirsdag, hvor der under en indsats ved Torpevænget/Kappelvænget i Herredsvang blandt andet blev fundet en revolver, en kniv og en peberspray. Senere på aftenen blev der også i Gellerupparken fundet våben, i form af kniv og peberspray, i forbindelse med ransagning af biler.

På baggrund af flere våbenfund og øvrige indikationer på en konfliktoptrapning mellem grupperinger i det vestlige Aarhus indfører Østjyllands Politi nu visitationszoner i to områder omkring Gellerupparken/Toveshøj og Trillegården/Herredsvang.

”Vi opretter visitationszonerne, fordi vi gerne vil have fat i de våben, som vi ved er i omløb blandt de kriminelle grupperinger. Jo flere våben vi får fat i, jo mindre er risikoen for, at de kan bruges til at gøre skade på andre og skabe utryghed for de øvrige beboere i området”, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Visitationszonen træder i kraft onsdag den 20. januar kl. 18.00 og varer foreløbig til og med fredag den 12. februar. Perioden kan forlænges, hvis der er behov og grundlag for det.

Udover oprettelse af visitationszonen har Østjyllands Politi også iværksat øget patruljering i hele det vestlige Aarhus.

Visitationszonen gælder frem til d. 12. februar 2021 inden for området, der er markeret med rødt.

Visitationszonen i Gellerupparken/Toveshøj dækker et geografisk område, der er rammet ind af:

Mod syd:
Silkeborgvej fra krydset ved Hejredalsvej til krydset ved Åby Ringvej.

Mod øst:
Åby Ringvej fra krydset ved Silkeborgvej til krydset ved Jernaldervej.

Mod nord:
Jernaldervej fra krydset ved Silkeborgvej til krydset ved Holmstrupgårdvej.

Mod vest:
Holmstrupgårdvej fra krydset ved Jernaldervej til krydset ved Edwin Rahrs Vej.
Edwin Rahrs Vej fra krydset ved Holmstrupgårdvej til Krydset ved Hejredalsvej.
Hejredalsvej fra krydset ved Edwin Rahrs Vej til krydset ved Silkeborgvej.

De nævnte veje er indbefattet i visitationszonen.

Politiet kan i følge Politiloven midlertidigt oprette en visitationszone med det formålet at skabe eller genskabe tryghed blandt borgerne. Politiet må i visitationszoner kropsvisitere personer, deres tøj og andre genstande for at kontrollere for våben. Biler må også ransages.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.