Bor du i Gellerup eller Toveshøj – og har du lyst til at give dit bud på, hvordan bydelen bliver et endnu bedre sted at bo? Så kom forbi Det boligsociale hus, Yggdrasil i løbet af de kommende uger.
Den boligsociale helhedsplan udløber i august 2022, og boligsocial chef Jesper Kurdahl Larsen er allerede gået i gang med at forberede et oplæg til en ny helhedsplan, der så skal afløse den nuværende. Men han vil gerne have input fra alle i lokalområdet, som har lyst til at bidrage:
”Inden jeg kommer helt ned i detaljen, vil jeg gerne have ideer og tanker fra andre – både om hvad der fungerer rigtig godt her i Gellerup og Toveshøj, og hvad der trænger til at blive gjort noget ved,” siger han.
Det kan naturligvis være svært at vide præcis, hvad der foregår i Yggdrasil – men du kender dit lokalområde og kan sandsynligvis bidrage med viden og forslag, der kan hjælpe arbejdet på vej. Og det kan du, uanset om du repræsenterer en forening eller en enkeltperson.
Hvis du har lyst til at bidrage, så kig forbi Yggdrasil, Dortesvej 35A i denne eller næste uge mellem kl. 15 til 17. Jesper Kurdahl Larsen sidder også klar om eftermiddagen i ugerne 13 og 14.
Fire store emner
En boligsocial helhedsplan er en særlig indsats, der skal forsøge at løse sociale udfordringer i et boligområde. Arbejdet bliver især finansieret af Landsbyggefonden men også af Aarhus Kommune.
Den kommende helhedsplan skal godkendes af Aarhus Kommune, Landsbyggefonden og Brabrand Boligforenings afdelingsbestyrelse.
Her i Gellerupparken og Toveshøj arbejder helhedsplanen med fire store emner, som du kan få et overblik over her:
Uddannelse og livschancer
Indsatsen skal især være med til at understøtte, at en kommende ny skole og fritidscenter i Gellerup kommer godt fra start. Det kan blandt andet ske ved, at flest mulige børn kan starte i skole uden sprogstøttebehov.
Desuden er der fokus på børns fritid. I Gellerup og Toveshøj deltager forholdsvis få børn i fritidsaktiviteter, når man sammenligner med andre områder. Indsatsen handler blandt andet om at udvikle nye tilbud, der betyder, at børn har gode tilbud i deres fritid.
Uddannelse og beskæftigelse
Målet er, at flere lokale beboere i Gellerup og Toveshøj kommer i gang med uddannelse eller får et job. Du kan møde jobkonsulenter og få uddannelses-vejledning lokalt i Yggdrasil, og du kan deltage i lokale arrangementer for at blive klogere på forskellige uddannelsesmuligheder.
Desuden er der blevet sat nye initiativer i gang, blandt andet Sjak & Byg, hvor unge kan få erfaringer med arbejdsmarkedet, og jobdating, der giver mange oplevelser med at møde arbejdsgivere. Også netværket for kvinder i samarbejde med KVINFO er et nyt tilbud.
Tryghed og forebyggelse mod kriminalitet
Samvirket er et mødested for de mange forskellige professionelle aktører og frivillige foreninger i Gellerup og Toveshøj. Her samles arbejdet for at gøre lokalområdet til et trygt sted at bo. Kvartalsmøderne giver alle mulighed for at få et overblik over udviklingen i området.
Andre initiativer skal også hjælpe med at give unge en sund start på tilværelsen, blandt andet via gode fritidsaktiviteter og lommepengejobs.
Medborgerskab og sammenhængskraft
De kommende år vil der især være fokus på at understøtte de to kommende nye medborgerhuse og være med til at sikre, at de bliver samlingssteder for mangfoldige aktiviteter.
For at understøtte foreningsaktiviteter i lokalområdet tilbyder Det boligsociale hus at hjælpe med at administrere forskellige aktiviteter. Andre initiativer er
beboerrådgivning, foreningsservice, og aktiv støtte til bydelsmødrene og baba.
Du må meget gerne kontakte Jesper Kurdahl Larsen på forhånd på jela@bbbo.dk og fortælle at du kommer forbi på et bestemt tidspunkt.