Efterårs-vinden blæste mildt og venligt hen over Fredspladsen i Gellerup onsdag eftermiddag. Folk samledes på pladsen for at hygge sig med kaffe, kage, og Livsværkstederne og Gellerup Kirke bød på lækre smagsprøver på, hvad man kan bruge efterårets mange æbler til.
Kartoffelpandekager bagt over bål – serveret med frisklavet æblemos. Og med et glas friskpresset æblemost ved siden af.
Det var menuen, da Livsværkstederne, Gellerup Bibliotek og Gellerup Kirke onsdag inviterede til efterårshygge på Fredspladsen.
Det var så lunt, så folk satte sig på bænkene og spiste smagsprøver og snakkede om livets gang. Andre stoppede kun kortvarigt op på deres vej gennem området for bare lige at smage…
Som så ofte før var kirketjener Jürgen Schulze, Gellerup Kirke, bålmester og kok. Der var stor efterspørgsel på de velsmagende kartoffelpandekager, og den tilhørende æblemos gik også som varmt brød – hvis man kan sige det på den måde….
På Gellerup Bibliotek kan de meget mere end låne bøger ud, så her havde medarbejderne sørget for friskpresset æblemost, der også var efterspurgt af mange i løbet af eftermiddagen.
Ud over de æble-baserede fornøjelser var der også mulighed for at få en mere klassisk kop kaffe og et stykke kage hos Livsværkstedernes rullende café, der denne onsdag også lagde vejen forbi den lille plads.
Arrangementet var et i en række af sociale arrangementer på Fredspladsen, som kirken, biblioteket og Livsværkstederne er sammen om. De er støttet af Velliv Foreningen.