Research: Christian Andersen. Tekst: Peter From Jacobsen

Det er stadig piger og kvinder, der lægger navn til vejene i Gellerup. Men navnene er blevet lidt længere, end de var, da Gellerup blev anlagt for 50 år siden. Kirsten Holsts Gade, Grethe Hjorts Gade og Else Kai Sass Gade kommer de nye gader i det kommende kvarter ud mod Ringvejen til at hedde.

Først var det Karen Blixens Boulevard, Inger Christensens Gade og Trille Lucassens Gade.

Så kom fire nye gader i det sydøstlige hjørne af Gellerup med navne opkaldt efter maleren Anna Ancher, skuespilleren Lilly Broberg, politikeren og kvindesagsforkæmperen Elna Munch samt Emma Gad, som var forfatter og dramatiker – men nok er mest kendt for bogen ”Takt og tone – om omgang med mennesker”.

Og så skulle Aarhus Kommune altså på den igen, nu hvor et nyt kvarter skyder op i hjørnet mellem Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej. A. Enggaard A/S, der er entreprenør på byggeriet, kalder området for Helheden.

Her vil tre nye veje skære igennem området, og allerede inden de er færdige, har Aarhus Kommune besluttet, at de skal hedde :

  • Kirsten Holsts Gade – efter den kendte forfatter
  • Grethe Hjorts Gade – opkaldt efter Grethe Hjort som var den første kvindelige danske professor i engelsk
  • Else Kai Sass Gade – efter den første kvindelige danske professor i kunsthistorie

De to sidstnævnte var begge tilknyttet Aarhus Universitet.

”Vi har besluttet at fortsætte i pigenavnene i Gellerup. Samtidig har vi prøvet at finde nogle kvindelige kulturpersonligheder, som har sat sig nogle spor i det forrige århundredes historie,” siger Trine Buus Karlsen.

Hun er byrumschef i Teknik og Miljø, som også tager sig af navngivning af nye veje. Den afdeling har haft nok at se til i Gellerup de sidste par år, i takt med at nye kvarterer skyder op i randområdet ud til Åby Ringvej.

”Historien går, at dengang man besluttede vejnavne med de pigenavne, var det navnene på døtrene til de lokale sognerådsformænd. Om der er noget om det, har vi aldrig kunnet få bekræftet. Så det er nok kun en historie,” siger Trine Buus Karlsen.

Overvejelser om vejnavne i nyt Gellerup-kvarter
I stedet tager afdelingen afsæt i en byrådsbeslutning om, at der gerne må være flere kvindenavne blandt vejnavnene. Og så må de også gerne hav én lokal forankring.

Derfor fik den tidligere leder af Cirkus Tværs, Trille Lucassen for nogle år siden opkaldte en vej efter sig, mens de øvrige navne enten har århusiansk baggrund eller slet ikke er lokale, forklarer hun.

Den selvsamme afdeling for vejnavne er allerede i gang med at overveje en mulig fællesbetegnelse for de kommende veje i det nye kvarter, der skal anlægges i området mellem Dortesvej og Jettesvej. Det er ikke sikkert, at man fortsætter med pigenavnene, understreger Trine Buus Karlsen:

”Vi arbejder med at finde ud af, hvordan vejnavnene kan bidrage til at skabe en særlig karakter eller identitet i det nye kvarter.”

Hun nævner i øvrigt, at borgerne er velkomne til at byde ind med ideer til Aarhus Kommunes særlige vejnavnebank, som du kan skrive til via denne mail:
vejnavn@aarhus.dk

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.