I august 2025 skal ny skole og fritidscenter stå klar til skolestart i Gellerups grønne bypark. Men skolen har endnu ikke fået et navn. Aarhus Kommune inviterer nu alle til at komme med forslag til, hvad den nye skole skal hedde.

Politikerne i Aarhus Byråd skal om kort tid tage stilling til lokalplanen for en ny skole i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Byggeriet bliver efter planen opført i to afdelinger placeret i kanten af byparken, Joops Have:

En indskolingsafdeling med 0.-3. klasse og SFO med facade mod Inger Christensens Gade (nordligst i byparken)
En mellemtrins- og udskolingsafdeling med 4.-9. klasse og klubtilbud med facade ud mod hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Trille Lucassens Gade (sydligst).

Udgangspunktet for planen er den politiske aftale fra 2019 om “Et attraktivt skoletilbud i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven”. I 2021 gennemførte Aarhus Kommune et totalentreprise-udbud, der blev vundet af et team bestående af MT Højgaard, AART Architects, Sweco Danmark som ingeniør, Vega Landskab samt Proces Arkitekter.

Skolen har endnu ikke fået et officielt navn – og det skal der nu gøres noget ved, mener Aarhus Kommune. Derfor har kommunen oprettet en ”digital postkasse”, hvor du kan smide dit navneforslag i. Det kan du gøre via dette link.

Elever skal arbejde undersøgende og i projekter
Børn og Unge-rådmand Thomas Medom har besluttet, at den nye skole skal være en profilskole med en tydelig pædagogisk profil. Skolens vision er formuleret sådan her:

”På skolen og fritidscenteret i Gellerup arbejder vi undersøgende og i projektforløb, der gør børnene og de unge aktive, opfindsomme og handledygtige. Med en sådan profil udvikler vores børn og unge livsglæde, gåpåmod og viljestyrke, så de får de bedst mulige forudsætninger for at realisere et godt og bæredygtigt liv.”

Pædagogikken vil være tage afsæt i fem principper, der tilsammen danner grundstrukturen for ethvert projektforløb i skole og fritiden. De faglige eksperter vurderer, at fem elementer vil give gode resultater for såvel motivation og engagement – både hos de udsatte og de fagligt stærkeste børn og unge. Du kan læse mere om de fem bærende principper her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.