Torsdag d. 8. december kan du besøge det nye Sports- og Kulturcampus og opleve, hvad stedet er ved at udvikle sig til. Præcis ét år efter åbningen præsenterer de mange aktører, hvad de kan, og viser lokalområdets nye sports- og kultur-mekka frem med musik og masser af aktiviteter.
I sidste weekend var Sports- og Kulturcampus fyldt med klatrere fra hele landet, som var kommet til Gellerup for at afgøre det danske mesterskab. Århus Klatreklub var vært for DM-stævnet.
Arrangementet er et eksempel på, hvad Sports- og Kulturcampus er ved at udvikle sig til: Et sted hvor mange forskellige kultur- og bevægelsesaktiviteter kan foregå – samlet eller hver for sig.
Et år er gået, siden masser af lokale familier 8. december 2021 deltog i åbningsfesten. Det meste af foråret var derefter præget af indflytninger, og de mange aktører har brugt en del tid på at finde sig til rette. Men nu skal der festes, siger aktivitets- og netværksskaber Yvonne Buer.
”Det er min fornemmelse, at alle er kommet godt på plads i huset, og de fleste oplever højere besøgstal end tidligere. Gellerup Bibliotek har nærmest fordoblet besøgstallet, og eksempelvis Århus Klatreklub er nu tilbage på det samme medlemstal, 700, som før flytningen,” siger hun.
Hun fortæller om en hverdag i Sports- og Kulturcampus, hvor synergierne opstår mange steder på kryds og tværs mellem de forskellige aktører.
”Det går lige så stille op for folk, at fællesskabet kan en masse, og man får ekstra muligheder ved at tænke ud over sin egen lille firkant. Magien ligger i, at man låner plads af hinanden, og så har man lige pludselig op mod 6000 kvadratmeter at lege med. Det er det, øvelsen blandt andet handler om,” siger Yvonne Buer.
På jagt efter din indre hobby
Fødselsdagsfesten skydes som nævnt løs torsdag d. 8. december, hvor Martin Hornstrup, Gellerup Kirke, fra kl. 15.00 spiller for til fællessang på Verdenspladsen, der forbinder de to hovedbygninger, Samlingshuset og Bevægelseshuset.
Og så går det ellers løs med aktiviteter i bygningerne. Brabrand Billedskole viser en udstilling med lyskunst, og på biblioteket kan du i en række workshops gå på jagt efter din indre hobby i form af patchwork, hækling og andre kreative håndværk.
Desuden kan du opleve skrive bibliotekets skriveværksteder in action, og du kan kl. 16.00 og 17.30 komme med på Tour de Campus ledet af aktivitets- og netværksskaber Yvonne Buer.
På pladsen sørger DJ Freckles og Maja HK for stemningsfuld musik, og du kan kigge inden for hos Cirkus Tværs, ACFC, Brabrand Boligforenings afdeling 4 og Folkesundhed Aarhus Vest, der alle holder åbent hus.
Livsværkstedernes pop up-café Social Drive Out sørger for, at der er lidt at spise og drikke i form af kaffe, kage, risengrød og gløgg.