Bæredygtighed og hensyn til klimaet er vigtige elementer i den kommende nye skole, oplyser entreprenøren MT Højgaard. Blandt andet vil man anvende trægulve og skydedøre fra de nedrevne blokke.

Senest 1. august 2023 planlægger MT Højgaard at gå i gang med at bygge den kommende nye skole i Gellerup. Den bygges i to afdelinger i hver sin ende af byparken.

Hvor indskolingen skal placeres ud mod Inger Christensens Gade, ligger der lige nu to boligblokke, som skal nedrives. Her bor der stadig familier, som straks i det nye år skal forlade deres lejligheder, så blokkene kan rives ned i løbet af foråret.

MT Højgaards eksperter har besigtiget blokkene, og fundet ud af, at man med al sandsynlighed kan anvende både trægulve og skydedøre fra lejlighederne i den nye skole. Derudover byder Aarhus Kommune også ind med materialer fra andre skoler, som måske kan genanvendes på Gellerups nye skole og fritidscenter.

De fleste af materialerne i de 50 år gamle lejligheder er af god kvalitet, og blandt andet kan de gamle skydedøre anvendes i den nye skole, vurderer MT Højgaard.

”Den slags genanvendelse skal tænkes ind nu, hvor vi projekterer den endelige skole, og det er dygtige folk fra AART og Nerd Architects, så i gang med. Håbet er selvfølgelig, at vi kan give materialerne nyt liv, så de kommer til at blive et flot bidrag på den nye skole,” fortæller projektchef Jess Sloth Andresen fra MT Højgaard.

Certificeret bæredygtighed
Han understreger, at alle i projekteringsteamet har et fælles mål om, at Gellerups nye skole og fritidscenter skal være en skole, hvor der er fokus på elevers og læreres trivsel, og at der skal være tænkt over bæredygtigheden.

”Aarhus Kommune, MT Højgaard Danmark og resten af projekterings-teamet arbejder derfor på, at bygningerne skal leve op til en række krav, der tilsammen gør, at Gellerup Ny Skole og Fritidscenter kan modtage en DGNB Guld-bæredygtighedscertificering. At kunne modtage DGNB Guld handler blandt meget andet om at vælge de rigtige materialer, og det er vi godt i gang med nu,” siger projektchefen.

MT Højgaard Danmark har sammen med Sweco, AART og Vega Landskab i oktober afleveret et dispositions-forslag for projektet til Aarhus Kommune.

”Som planen ser ud nu, går vi i gang med at bygge indskoling og udskoling 1. august 2023. Vi arbejder dog på en tidligere opstart på udskolingen, men opstartsdatoen afhænger af mange faktorer, så det er endnu ikke helt fastlagt, hvad den præcise dato bliver,” siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.