Når Cirkus Tværs torsdag d. 15. december inviterer til juleshow i Sports- og Kulturcampus, står hele 32 små nye cirkusartister klar til at få deres cirkus-debut. Men du kan også opleve nogle af de mest garvede cirkusartister, der vil vise, hvor langt man kan nå med vedholdende træning.

Hver tirsdag eftermiddag kan du få en helt særlig oplevelse gennem de store vinduer til træningssalen hos Cirkus Tværs i Sports- og Kulturcampus. Her er 8-10-årige drenge og piger i fuld gang med at få deres første cirkus-erfaringer.

Normalt har det været erfaringen hos Cirkus Tværs, at børn først omkring 4. Klasse er klar til at ”gå til cirkus” og arbejde koncentreret med de forskellige cirkus-discipliner. Men denne gang har man valgt at gøre en undtagelse, fortæller cirkusdirektør Søren Stockmar:

”Mange forældre har spurgt, om vi kunne starte noget op som et alternativ til de mere traditionelle sportsdiscipliner. Og på den måde får vi jo en rigtig fin fødekæde af kommende små cirkusartister.”

På torsdag d. 15. december kan de 12 små cirkusartister for første gang dufte savsmuldet. Når Cirkus Tværs byder inden for til juleshow i Sports- og Kulturcampus, så står de klar til at vise, hvad de har lært i løbet af året.

”Det er klart, at de alle sammen er vældig spændte, før de for første gang skal ind og optræde for andre mennesker. Det vigtigste er, at de får en god oplevelse,” siger Søren Stockmar.

I alt står hele 32 nye cirkusartister klar til at vise, hvad de kan. Årets hold af nye cirkusartister fra 4. klasse er nemlig også klar til at vise, hvad de kan. Og endelig har Cirkus Tværs´ hold af erfarne cirkusartister en forestilling at vise ved juleshowet.

”Vi går ind sammen og optræder på den samme scene. Det har stor værdi, at vi gør det. De optrædende har naturligvis meget forskellige niveauer, men de skal alle sammen ind og yde deres bedste. Det giver typisk et kick at optræde første gang, og de fleste får sådan et ”Wow, det gik godt – nu tør jeg!”,” fortæller Søren Stockmar.

Gennem det sidste halve år har Cirkus Tværs præsenteret forestillinger med bl.a. ungarske, franske og tyske cirkusartister, og der har til stort set hver forestilling været fyldt med mennesker på tilskuerpladser.

Efter nytår er det igen muligt for børn i 2. og 3. klasse at komme og prøve cirkusaktiviteterne i Cirkus Tværs. Det foregår hver tirsdag kl. 15-17 i Sports- og Kulturcampus, Karen Blixens Boulevard 23.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.