Kan man være aktiv i foreningsliv, samtidig med at man er mor til fire børn – heraf en baby på knap et år? Ja, det er Stine Buus fra Toveshøj et godt eksempel på. De seneste to år har hun været en drivende kraft i en kolossal udvikling af fodboldklubben IVF i Toveshøj.
En pigeafdeling der stormer frem. Masser af unge trænere for klubbens mange ungdomshold. Og ikke mindst: En kæmpestor forældre-opbakning!
Det er udviklingen i den lille lokale fodboldklub, Idræts- og Venskabs Foreningen, IVF, i Toveshøj, vi taler om. I de sidste mange år har foreningen været drevet solidt og godt med formand Mohammad Weis som en enestående ildsjæl, som ene mand har taget sig af stort set alt – og altid med et stort hjerte for de mange unge, som har haft klubbens som omdrejningspunkt.
Det gør han fortsat – men siden 2020 med en af de lokale forældre, Stine Buus, som sparringspartner og inspirator. Det makkerskab har skabt en lang række initiativer, der har bragt IVF på dagsordenen mange steder i den århusianske idrætsverden.
Blandt andet modtog Mohammad Weis tidligere på efteråret AGF´s ildsjælepris. Det skete for øjnene af tusindvis af tilskuere før en superligakamp på Ceres Park – og gav samtidig IVF 25.000 tiltrængte kroner til indkøb af kampdragter og andet udstyr, der er nødvendigt i en fodboldklub.
”I starten var jeg mest en sparringspartner. Mohammed eller jeg kom med en idé, og så snakkede vi om det og udviklede på det. Han har samlet en masse erfaring gennem rigtig mange år, og jeg kunne hjælpe med at se tingene fra andre vinkler,” fortæller hun.
”Man bliver jo bidt af det”
Det hele tog fart, da hendes søn for et par år siden fik lyst til at gå til fodbold. Hun spurgte foreningsmentor Anett S. Christiansen, som hurtigt fik sendt hende i retning af IVF. Da familiens to øvrige børn også fik lyst til at spille fodbold, blev også Stine Buus en del af foreningen.
”Jeg ved ikke helt, hvordan det lige skete. Jeg tror bare, jeg tog lidt af Mohammeds ansvar på mig.”
Blandt andet kunne hun se, at trænerne i den nystartede pigeafdeling var meget unge, og hun tilbød sin hjælp med nogle af de praktiske opgaver omkring holdene – blandt andet kommunikation med forældrene.
Den ene opgave tog den anden, og pludselig var hun som tovholder for hele pigeafdelingen dybt involveret i mange udviklings-opgaver.
Når man spørger ind til hendes fodbold-baggrund, ryster hun på hovedet med et stort smil:
”Jeg havde overhovedet ingen erfaring med fodbold – men man bliver jo bidt af det. Når man ser de piger løbe efter en bold, giver det bare en glæde inden i. Man hepper på dem og er glad for deres succesoplevelser,” siger hun.
Vigtigt administrativt arbejde
Da Stine Buus lærte IVF at kende, var der to hold i pigeafdelingen: De små og de store.
”Flere spillere var der jo ikke i starten. Men efterhånden som der kom flere til, kunne vi efter et halvt år tilmelde det første hold til turneringen. Og da det blev en succes, kunne vi tilmelde ét mere,” fortæller Stine Buus.
Og herfra gik det slag i slag. Før sommerferien i år var antallet af pigehold vokset til fem.
På kvartalsmødet i Samvirket i september fortalte Stine Buus sammen med den 14-årige træner for u9-pigerne, Laila, om udviklingen i IVF. Til venstre er det formand Mohammed Weis.
Især i det seneste år, hvor Stine Buus har været på barsels-orlov, har hun kunnet engagere sig endnu mere i IVF. Hun kunne blandt andet se, at hun kunne gøre en forskel på det administrative område og fik medlemmerne registreret i excelark, og desuden har hun været kontaktperson for både forældre og trænere.
Hun nævner også samarbejdet med DGI og Idrætssamvirket i Aarhus som en vigtig faktor i arbejdet med udvikling af foreningen.
”De har virkelig været med til at løfte os. Der er altid hjælp at hente, og vi har desuden haft stor glæde af en masse kurser, vi har deltaget i.”
Mange forældre er klar til at hjælpe
Hun er uddannet laborant og skal til februar starte på jobbet igen. Men hun kan se, at trænerne nu selv kan overtage det praktiske arbejde omkring holdet, så hun kan koncentrere sig om det administrative. Hun er ikke nervøs for, at udviklingen i IVF går i stå:
”Jo mere foreningen vokser, jo flere hænder har vi brug for, men mange forældre har henvendt sig med tilbud om at hjælpe, og jeg tror, at endnu flere er klar til at give en hånd med.”
Lige nu kører kommunikationen via WhatsApp, men hun er i gang med at indføre et nyt system, og det varer heller ikke længe, før IVF får en ny og opdateret udgave af hjemmesiden.
Mødre ønsker selv et træningshold
”Selvfølgelig er der også svære ting, men så er der et fællesskab og en utrolig opbakning fra de andre forældre. Den har virkelig rykket sig, og mange forældre sidder og hygger sig sammen på anlægget, når vi har træning.”
Nogle af mødrene har foreslået, at foreningen tilbyder mulighed for, at de kan træne sammen, mens børnene er i gang på fodboldbanen – og den idé har Stine Buus og Mohammed Weis grebet:
Med støtte fra Aarhus Kommunes Bevæg Dig for Livet-pulje kan IVF nu indkøbe træningsmåtter og andet udstyr, så mødrene kan træne sammen i det kommende klubhus på anlægget ved siden af den tidligere Tovshøjskole, hvor Stensagerskolen nu ligger.
”Jeg synes, det er fedt, at når nogen har en idé, så tager de bare fat i os. Måske går det lidt lettere, fordi vi er en lille forening. Og så er det vigtigt, at man lytter og gør noget ved det, for det gør jo, at de har lyst til at være en del af vores foreningsliv.”
Tæt på hinanden i Toveshøj
Stine Buus og hendes familie kom til Toveshøj fra hovedstadsområdet for fire et halvt år siden. Egentlig var det bare tænkt som en mellemstation, inden de skulle videre. Men de blev grebet af den særlige stemning, der er i Toveshøj, fortæller hun.
”Her er et fællesskab, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg kender mine naboer på mere end bare et ”hej”. Når jeg går udenfor, er der altid nogle mennesker i gang med et eller andet. Man er meget tættere på hinanden herude, end jeg har oplevet andre steder. Hvis man har lyst, er der plads til alle, lige meget hvem du er,” siger hun.
Hun beretter om naboer, som banker på døren med kage, når de lige har bagt, og om andre beboere som i andre situationer tilbyder deres hjælp.
”Måske er der en særlig grobund for fælleskab, når vi alle bor i et område, der bliver set ned på andre steder. Man vil hinanden det godt og holder sammen. Vi havde tænkt, at vi kun skulle bo i Toveshøj midlertidigt, men nu kan jeg ikke forestille mig, at vi frivilligt vil flytte herfra.”
