Folkehuset Gellerup risikerer at blive spredt for alle vinde, når folkehusets brug af Gudrunsvej 80 sandsynligvis slutter til nytår. Der er i øjeblikket masser af aktivitet i folkehuset, og brugerrådet håber, at Aarhus Kommune kan finde nye lokaler, så aktiviteterne kan videreføres samlet.

”Det bliver et langt sejt træk, hvor vi vil tage fat i grupperne en ad gangen, og se om vi kan finde et passende sted til dem hver især.”

Sådan lød det forleden fra Jakob Bavnshøj, som er leder af folkehusene i distrikt midt i Sundhed og Omsorg, i denne artikel om udfordringerne for Folkehuset Gellerup.

Det var en udtalelse, der vakte vrede og bekymring hos forperson i det nyvalgte brugerråd for Folkehuset Gellerup, Birthe Bjerring Jensen, og de øvrige medlemmer.

Hun oplever, at man i Aarhus Kommune allerede har besluttet at lukke Folkehuset Gellerup som samlet enhed.

”Men det står vi fuldstændig uforstående overfor. Vi har i Gellerup virkelig hårdt brug for et blivende samlet sted, hvor vi kan dyrke de lokale fællesskaber. Et hus, fuld af liv, hvor man ikke konstant skal søge fonde og være afhængige af midlertidige bevillinger. Et hus for alle og som kan rumme folkehus-funktionerne, og hvor foreningerne kan være eller booke gratis lokaler. En sådan mulighed findes ikke i Gellerup,” siger hun.

Svært at etablere fællesskaber
Hun mødte for nylig sammen med Elsebeth Frederiksen fra brugerudvalget op hos Aarhus Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg og argumenterede for at bevare Folkehuset Gellerup som en samlet enhed.

”De lyttede og skrev lidt ned, men det var lidt knebent med tiden. Men vi håber, at forvaltningen vil tage et møde med os, før de beslutter sig. Vi har brugt virkelig meget energi på at holde folkehuset kørende, og det vil være en stor skuffelse, hvis de bare lukker det ned.”

Hun mener, at der er mange potentielle brugere af folkehus-funktionerne:

”Der er mange i området, som er enlige, ensomme og stressede. Folk, der har brug for samvær eller en billig træningsmulighed, og folk der ikke har råd eller overskud til at gøre brug af andre af folkehusets tilbud. Så hvis man vil lighed i sundhed, bør byrådet og Sundhed og Omsorg prioritere at sikre de nødvendige funktioner i Gellerup.”

Hun mener, at det er svært at etablere fællesskaber i Gellerup, hvis man ikke er en del af Brabrand Boligforening. Bortset fra Gellerup Kirke er der ikke mange andre steder at gå hen. Derfor er folkehuset særlig vigtigt i Gellerup.

”Vi ved godt, at der er mange gode foreninger og initiativer i Gellerup. Problemet er bare, at mange af dem er i Brabrand Boligforenings regi, og derfor ikke åbne for alle. Andre steder er man afhængig af midlertidige finansieringer. Vi mener dog ikke at folkehus-funktionerne skal være afhængige af ekstern finansiering.”

Birthe Bjerring Jensen understreger, at folkehuset har brug for ét samlet sted, hvor man kan mødes, og hvor der kommer andre brugere til forskellige aktiviteter, så man kan inspirere hinanden. Der skal som minimum være køkkenfaciliteter, træningsmuligheder, mødelokaler og et større fællesrum, understreger hun.

”Masser af lokaler hvis kommunen vil det”
Birthe Bjerring Jensen forstår fuldt ud, at ejendommen Gudrunsvej 80 skal overgå til andre aktiviteter, efter at området omkring Fredspladsen sandsynligvis er renoveret. Men brugerrådet har flere andre forslag til fremtidige lokaler og peger især på det nye Sports- og Kulturcampus.

Her er der afsat et enkelt lokale til folkehus-faciliteter, og alle erkender, at det slet ikke er nok. Men på anden etage over Gellerup Bibliotek står masser af kvadratmetre tomme det meste af ugen. Brugerrådet opfordrer til, at Aarhus Kommune taler med Brabrand Boligforening om muligheden for at etablere folkehus i lokalerne.

”Vi mener i det hele taget, at der er masser af lokaler, hvis kommunen vil det.”

Koncerter og udflugtsture
Trods den usikre fremtid kører brugerrådet ufortrødent på med masser af aktiviteter. Mandag var folkehuset vært for arrangementet “Kultur på Tværs”, hvor man kunne høre om den muslimske højtid Ramadanen og få lækre smagsprøver på arabiske og somaliske delikatesser.

Dertil kommer flere koncerter og udflugtsture i løbet af foråret – foruden de faste aktiviteter som madklub, sy-værksted m.m.

Desuden har folkehuset fundet en ny køkkenansvarlig, Inga Christensen, som tidligere har boet i Gellerup og nu er vendt tilbage. Det betyder, at der nu igen kan holdes åbent i caféen og bl.a. holdes fællesspisninger.

”Folkehuset Gellerup har gennem mange år været stedmoderligt behandlet. Det har igennem mere end 10 år heddet sig, at det skulle lukke ”næste år”. Der skulle ikke startes nye aktiviteter op og der er blevet formidlet minimalt. Huset og skiltningen er ikke vedligeholdt, og det er svært at finde for nye brugere. Derfor har det også været svært at finde nye, yngre frivillige,” siger Birthe Bjerring Jensen.

Hun mener, at aktivitetsniveauet havde været betydeligt højere i dag, hvis vilkårene for folkehuset havde været bedre.

”Vi går ud fra, at der fra Aarhus Kommune følger økonomi med til at udvikle og videreføre alle de nuværende aktiviteter, og at Sundhed og Omsorg kommer med forslag til hvor det kan foregå,” siger Birthe Bjerring Jensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.