Der var fin interesse fra både børn og voksne, da Det Boligsociale Hus mandag inviterede til Grøn Dag i Skovgårdsparken. 40-45 personer deltog i workshops og konkurrencer om bæredygtighed og sortering af affald.

”Vi vil gerne gøre det attraktivt, sjovt og lærerigt at være med. Og jeg kan mærke, at rigtig mange var virkelig interesserede i workshoppen, som de unge i Junior Rangers stod for.”

Det fortæller boligsocial medarbejder Masud Turkzeban, som sammen med kollega Martin Fredsted Kjær stod for de lærerige efterårsferie-aktiviteter.

Blandt dem, som klarede sig bedst i konkurrencerne og efterfølgende samlede mest affald i Skovgårdsparken blev der trukket lod om billetter til en koncert i Musikhuset.

Ud over Junior Rangers deltog også folk fra Ren By Aarhus og fællesskabet Én for Holdet. Her lykkedes det sammen med de unge i løbet af halvanden time at indsamle 39 kilo skrald.

Der var stor tilstrømning til Grøn Dag i Skovgårdsparken, hvor Martin Fredsted Kjær og Masud Turkzeban tog imod med et omfattende program.

Den grønne dag var blevet til på opfordring fra beboere på beboermøder, hvor man kunne se, at der ville være besparelser på driften af boligområdet, hvis flere har styr på affaldssorteringen.

Fokus på sunde aktiviteter
Det fik Masud Turkzeban til at udvikle modellen, hvor bevidsthed om miljø- og affaldssortering kommer ind i hjemmet via familiens unge medlemmer.

”Vi kan se, at det betyder noget, at der foregår noget interaktivt, hvor man selv kan bidrage, og at det er noget, man kan gøre sammen med andre,” fortæller han.

Blandt andet kunne man deltage i en konkurrence i viden om, hvordan man sorterer sit affald i de rigtige beholdere. Og så var der også mulighed for at deltage i et af de populære escape rooms.

”Vi gør det for at skabe noget liv og fokus på sunde aktiviteter i Skovgårdsparken. Vi håber, at beboerne kan mærke, at der sker noget her i området,” siger Masud Turkzeban.


Hvordan er det nu… De unge i Skovgårdsparken havde fint styr på de forskellige mærker på affaldsspandene.

Onsdag fortsætter efterårsferie-aktiviteterne i Skovgårdsparken med undervisning i street-aktiviteter som fodbold og dans. Det sker fra kl. 14.00 ved fodboldbanen foran Karensvej 19, hvor de dygtige undervisere fra GAME kommer på besøg og holder en åben træning i fodbold og dans

Der vil også være mad og drikkevarer til deltagerne. Alle er velkomne.

Og fredag kl. 14.00 spiller Æsken en koncert i Skovgårdsparken i beboerhuset på adressen Sigridsvej 11A. Koncerten er især rettet mod børnefamilier. Du kan forvente en inddragende, humørfyldt og energisk koncert for børn i alle aldersgrupper.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.