Tirsdag aftens årsmøde i Samvirket i Gellerup og Toveshøj blev et kolossalt tilløbsstykke med langt over 100 deltagere. I en stopfyldt sal i beboerhuset Laden blev de seks nominerede til årets ildsjælepris hyldet. Prisen gik til Maryan Hayir, som blandt andet har taget initiativ til en række madklubber for lokalområdets kvinder.

Samvirket i Gellerup og Toveshøj har i en årrække udviklet sig til et tæt og fortroligt netværk, hvor beboere, politi, kommunalt ansatte og private udviklere deltager aktivt i samtalerne.

Tirsdag havde Samvirkets styregruppe inviteret til årsmøde i beboerhuset Laden, hvor højdepunktet var overrækkelse af ildsjæleprisen, der gives til en eller flere, som i en periode har gjort en betydelig forskel i lokalområdet.

I de seneste uger var nomineringerne strømmet ind til Samvirket, og det resulterede i hele seks kandidater, som du kan læse om her. De blev på årsmødet alle fremhævet og hædret for deres indsats.

De over hundrede deltagere i årsmødet ventede spændt på, hvem der skule modtage selve prisen – og det blev Maryan Hayir, som i en årrække har været med til at drive foreningen Aarhus Afro. Gennem hele 2024 har hun stået bag en række madskoler i Folkehuset Gellerups køkken.

“Mange er ensomme eller syge og har brug for et sted at mødes, mens andre måske har en fridag, hvor de kan komme og hygge med fællesskabet og deltage i fællesspisning,” fortæller Maryan Hayir.

“Hver gang er der 3-4 frivillige, som hjælper de andre deltagere og gæster med at lave maden på en sjov og hyggelig måde, hvor alle bruger kroppen. Det er en slags motion og bevægelse for alle.”

Allerede onsdag er madskolen i gang igen med deltagelse af kvinder fra forskellige kulturer. Og initiativet fortsætter, lover hun.

Maryan Hayir blev årets ildsjæl i Gellerup og Toveshøj. Hun lover at fortsætte rækken af madskoler i 2025.

“I år vil vi gerne tilbyde mad fra endnu flere lande, og vi vil også fokusere mere på sund mad. Vi ved godt, at nogle nationale specialiteter ikke de sundeste valg, så derfor vil vi gerne undervise mere i, hvordan man kan have sunde alternativer,” siger hun.

Det vil blandt andet ske via samarbejde med flere foreninger, som vil bidrage med gæste-kokke på madskoler i folkehuset på Gudrunsvej 80.

Roligt lokalområde
På årsmødet gav medlem af styregruppen, Helle Hansen, desuden et overblik over årets gang i Gellerup og Toveshøj, sådan som året blev afspejlet på de jævnlige kvartalsmøder.

En fast del af møderne er det såkaldte Tryghedsbarometer, hvor chefen for Lokalpolitiet i Aarhus Vest, Jens-Henrik Jensen, giver en status på de udfordringer, politiet aktuelt møder i lokalområdet.

Men gennem 2024 har hans beretninger været forholdsvis korte, og beskeden nogenlunde den samme:

“Politimæssigt er der virkelig roligt her i Gellerup. Det er sjældent, at mine folk kommer ud i problemer. De udfordringer, vi tidligere havde, er blevet meget små,” fortalte Jens-Henrik Jensen eksempelvis på kvartalsmødet i september 2024.

Ny skole debatteret på flere møder
Til gengæld har kvartalsmøderne i rigt mål været præget af den kommende nye skole, Kløverskolen, der åbner i august 2025. Det betyder meget for lokalområdet, at den nye skole kommer godt fra start.

Derfor har den kommende skoleleder Helle Mønster været en hyppig gæst på møderne, hvor hun har vist billeder fra skolen og fortalt om skolens profil, der bliver baseret på projektbaseret læring. Kløverskolen bliver den første i landet, der bliver bygget til den pædagogiske profil.

På årsmødet blev en ny styregruppe hurtigt valgt. Her ses hele styregruppen. Fra venstre er det Maysaa Hassanein, Layan Charour, Andrea Egholm, Helle Hansen, Shukri Jama Abdulle, Chadi Ali Kayed, Maryan Hayir, Alia Chapook, Ilham Mohamed, Elsebeth Frederiksen og Louise Buch Viftrup.

Desuden har også arbejdet med demokratisk værtskab fyldt en del på Samvirkemøderne. Organisationen Sager der Samler er sammen med Det Boligsociale Hus i gang med en række workshops om emnet.

Endelig har møderne i Samvirket ofte en række gæster udefra. Blandt andet var efterskolernes forening på besøg for at fortælle om mulighederne for, at flere lokale unge kan komme på efterskole.

Et af årets Samvirke-møder var planlagt og ledet af de lokale unge i Ungerådet, der blandt andet ønskede at diskutere besparelserne på fritidstilbud til de 12-18-årige i lokalområdet. Desuden bragte de behovet for faciliteter som caféer og butiksliv i Gellerup og Toveshøj på dagsordenen.

På årsmødet blev valget til Samvirkets styregruppe overstået på få minutter, da antallet af kandidater svarede fuldstændig til de ledige pladser, der var.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.