“Det er forargeligt tyveri!” Så kontant er meldingen fra det nyvalgte SF-folketingsmedlem Eigil Andersen på, at Finansministeren henter penge fra Landsbyggefonden over i statskassen.
Lejerne skal have deres penge til renoveringer!
“Lad være, at pengene bruges til finansiering af ældreboliger. Men det udmærkede formål bør betales af alle skatteydere som helhed og ikke alene af lejernes penge.”
Eigil Andersen er valgt i Vestbyen, hvor han også bor.
Det ligger ham på sinde, at almene boliger i Vestbyen ikke skal stå på venteliste til påtrængende renoveringer, fordi lejernes egen opsparing i Landsbyggefonden bruges til andre formål. Han understreger, at der i hans parti ikke er tvivl om holdningen til den sag.
Integration gennem arbejde
Eigil Andersen er medlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg og Udvalget for Udlændinge- og integrationspolitik. Han er sit partis arbejdsmarkedsordfører. Han vil arbejde for integration i et arbejdsmarkedsperspektiv og efterlyser gode ideer fra borgere i Vestbyen.
Fokus på helhedsplan, khat og letbane
Om helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj mener Eigil Andersen, at staten bør bidrage økonomisk: “Det kan ikke løses hverken lokalt eller kommunalt alene. Staten har et medansvar, og problemerne har også en baggrund i statslige beslutninger.”
Problemerne med khat bekymrer Eigil Andersen. Han minder om, at der er misbrugsproblemer i alle kulturer, men ’hvorfor drikker Jeppe?’ Vi må spørge, hvorfor der tygges khat. Og vi må finde løsningen i et omfattende socialt projekt, finder Eigil Andersen.
Også letbane til Vestbyen har den ’gamle’ trafikradiojournalists varme interesse: “Vi skal have mere kollektiv trafik i stedet for biler, kofanger ved kofanger. En letbane vil være hurtigere end bus.”