I køkkenet hos Helle Hansen på Gudrunsvej er der fuldt hus. Over køkkenvasken bliver der diskuteret mad, råvarer, integration og Gellerup. Alt sammen i forbindelse med en ny serie i ”Beboerbladet”, Boligselskabernes Landsforening, hvor Mik Schack – kendt fra tv-programmerne ‘Hjemmeservice’ – tager rundt i landet og laver verdensmad.
Mik Schack i ‘Beboerbladet’ fra Gellerupparken
”Baggrunden for at lave den serie er, at der blandt Beboerbladets læsere er mange enlige, som måske ikke får lavet ordentlig mad. Og maden er knap så sund og billig, som den kunne have været,” siger Jørn Nyvang, som er journalist ved Beboerbladet.
Derfor er det meningen, at Mik Schack skal ud og lave mad hos forskellige mennesker, der bor i almene boliger. Velsmagende verdensmad, der ikke koster kassen og som kan fremstilles i et almindeligt køkken. Sammen med artikler og opskrifter fra køkkenerne vil der være en tegneserie, der omhyggeligt forklarer, hvordan maden kan laves i ens eget køkken.
Kvalitet fra Bazar Vest
På komfuret bliver der lavet samosa og en albansk lever-ret, der får selv ikke-leverspisere til at tage flere gange. Mik Schack er begejstret over de råvarer, der kan købes i Bazar Vest. ”Bedre kvalitet fås ikke,” konstaterer han. Og maden, der bliver fremstillet på denne januardag, dufter og smager da også fantastisk.
Du kan finde artiklen om mad i Helle Hansens køkken på ”Beboerbladet” fra den 22. februar 2008.