“Der er ingen adgang for mænd i ’Kvindehuset’, men jeg giver da gerne råd og hjælp til projekter og foreninger, selv om de er for begge køn,” fortæller ’Kvindehusets’ leder Ann Katrin Dybdahl med et smil, men tilføjer: “Bare initiativtagerne til at søge råd og hjælp er kvinder.”
Kvindehus i Viby også for kvinder i Århus Vest
’Kvindehuset’ ligger i Viby på Myrholmvej 2, men har også kvinder i Århus Vest som målgruppe. Og i sin søgen efter erstatninger for den hjælp, der var at hente i det ophørte Urbansekretariat for projektmagere og foreningsaktive, præsenterer aarhusvest-portalen ’Kvindehuset’ som en mulighed.
Ann Katrin Dybdahl er uddannet projektleder. Hun har et nyttigt netværk, som hun gerne gør brug af for at yde projektmagere og foreningsaktive den bedste støtte. “Prøv at komme med projektideen eller problemet,” lyder det imødekommende fra Ann Katrin Dybdahl, “så ser vi sammen på det.”
Anderledes er ikke det samme som ekstremisme
Ann Katrin Dybdahl ser ikke begrænsninger på emner. Gået lidt på klingen indrømmer hun dog, at hun ikke vil hjælpe, hvis projekt eller forening har ekstremisme som formål. Men hun skynder sig at slå fast: “At noget er anderledes, må ikke forveksles med ekstremisme.”
“Jeg vil gerne yde min hjælp fra sidelinien,” fortsætter Anna Katrin Dybdahl, “men hjælpen skal gives efter behov. For meget vil betyde, at jeg overtager projektet. For lidt vil betyde, at projektet kan gå i stykker.”
Kontakt
Man kan ringe til Ann Katrin Dybdahl på tlf. 86147233 eller mobil 40884914. Hun kan også kontaktes på email-adressen annkatrin@khaa.dk.
“Kvinder med behov for hjælp og støtte til et projekt eller til foreningsarbejde er meget velkomne til at kikke indenfor i ’Kvindehuset’ på Myrholmvej 2. Vi har åbent tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10 -15, men vi kan godt aftale et andet mødetidspunkt,” slutter Anna Katrin Dybdahl.
Se www.kvindehusetiaarhus.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.