Ved åbent hus arrangement på Hasle Lokalcenter på Rymarken ses Rådmand Peter Thyssen i snak med andre gæster, der har en mening om affald og om kommunens kampagne mod skrald i Midtbyen.
Rådmanden er dog ikke kommet til åbent hus for at diskutere affald i Midtbyen. Erik Trond, der er næstformand i Hasle Lokalcenters brugerråd, har inviteret Rådmanden for at se på vedligehold af et rekreativt haveanlæg ved Lokalcentret.
Dårligt vedligeholdt kommunalt anlæg
Godt gemt mellem Hasle Centervej og de høje bygninger langs Ringvejen ligger en lille perle af et grønt anlæg med sø og frugttræer. Anlægget er kommunalt og sorterer under Rådmand Peter Thyssens Naturforvaltning.
“Græsset står så højt, at ældre har svært ved at færdes der. Og mælkebøtterne går helt op under damernes skørter,” beretter Erik Trond, “og det er ellers et yndet område for Lokalcentrets beboere. Der er fugleliv med ænder i søen, og der er sågar set en fiskehejre.”
Ikke flere penge, men bedre koordineret indsats
Peter Thyssen erkender, at anlægget trænger til pleje. “Men vi har ikke flere penge, end vi har,” beklager han, “derfor har vi en prioriteringsplan for vores indsats og jeg kan ikke love Erik Trond andet end et møde om sagen.” Han nævner Mindeparken som eksempel på et noget højere prioriteret indsatsområde.
“Vi må prøve at finde en bedre løsning for haveanlægget her. Måske kan der komme noget ud af at koordinere indsatsen fra Naturforvaltningen og Lokalcentret,” udtrykker Peter Thyssen et forsigtigt håb om.
Kommunale æbler til æblekagen
Erik Trond påpeger også behov for beskæring af frugttræerne i anlægget: “De ligger også på kommunal ejendom under Naturforvaltningen. De bærer æbler, som kunne blive til dejlig æblekage i Lokalcentrets cafe.”
Rådmanden giver på stedet sin tilladelse til, at Lokalcentret forsyner sig fra de kommunale æbletræer.