50 elever fra den nedlagte Nordgårdskole flytter i disse dage deres skolegang til Ellekærskolen.
En del af Nordgårdskolens skoledistrikt indgår nu i Ellekærskolens distrikt. Så selv om de 50 elever oplever et skoleskift, er det til deres nye distriktsskole. Og Ellekærskolen har forberedt sig grundigt på at byde eleverne fra Nordgårdskolen velkommen.
En integrationsopgave, Ellekærskolen kan løse!
Ellekærskolens leder Torben Haugaard erkender med respekt for opgaven, at et skoleskift er svært. “Men vi ser den forestående integrationsopgave som en spændende udfordring, vi er godt klædt på til at løse,” siger Torben Haugaard.
Med tilfredshed beretter Torben Haugaard, at holdningen blandt skolens lærere er den, at “hvis vi ikke kan, hvem kan så!” Ellekærskolen har erfaringer svarende til Nordgårdskolens, og lærerne har uddannelsen til at håndtere integrationsopgaven.
Ifølge Torben Haugaard går Ellekærskolen til opgaven med forståelse for elevernes situation. “Vi erkender, at valget af Ellekærskolen som deres skole ikke er truffet af de 50 elever og deres forældre selv,” fastslår Torben Haugaard, “og der er forskelle fra skole til skole. Ellekærskolen har sin kultur, som Nordgårdskolen havde sin. Men vi tror på, at eleverne fra Nordgaardskolen kan blive fortrolige med Ellekærskolens kultur og værdier.”
Etnisk råd
Torben Haugaard fortæller, at Ellekærskolen ud over sin forældrevalgte skolebestyrelse også har oprettet et etnisk råd. Det er for at sikre inddragelse af repræsentanter fra de mange forskellige forældrekredse, der er tilknyttet Ellekærskolen. Skolelederen håber i efteråret at kunne inddrage forældre til eleverne fra Nordgaardskolen.
En mangfoldig ‘kulturkalender’
Torben Haugaard løfter sløret for en plan om i samarbejde med skolens etniske råd at udarbejde en ’kulturkalender’ med alle forældregruppers højtider og mærkedage. “Det bliver en spændende mangfoldighedsbeskrivelse,” slutter Torben Haugaard forventningsfuldt.