13 supermotiverede unge i Viby Syd og omegn er lige nu ved at udvikle sig til frivillige ledere – noget som blandt andre den nye idrætsforening Athletic South kan få glæde af.
Det er Sporttrack, der kører projektet i Viby, og det er nu midtvejs. Projektleder Birna Ballisager fortæller, at de 13 har været til den første aften, hvor stemningen var rigtig god. Ved blandt andet at bygge et tårn sammen uden at måtte sige et ord lærte de meget om kommunikation og om sig selv.
Andet og sidste modul i lederuddannelsen er søndag den 23. november, og her gælder det blandt andet at bygge en fiktiv forening op.
“Ja, de skal ud og være ledere, være rollemodeller og gøre en forskel. Det har de lyst til, kan vi mærke, og det vil være godt, hvis de har lyst til at gå ind i Athletic South,” siger Birna Ballisager.
Deltagerne fordeler sig fint på alder og etnicitet. Der er somaliere, afghanere, tyrkere og sågar blege danskere. De fleste er i alderen 18-20 år.
Også foreningskursus
Idrætsforeningen har også brug for frivillige til at hjælpe på andre fronter end netop leder-arbejdet, og derfor holdes der også på søndag et foreningskursus. Det kunne eksempelvis være de unge lederes forældre, der har lyst til at blive frivillige i foreningsarbejdet.
“Det må gerne blive en familie-ting, og begge kurser slutter med fællesspisning,” fortæller projektlederen.
Se i om arrangementet og tilmelding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.