Der er mange planer i spil i øjeblikket. Der er helhedsplanen for Rosenhøj, der er helhedsplanen for hele Viby Syd, derudover er der bydelsplaner for hele Viby-området samt alle de øvrige forstadsplaner, som så indgår i den store plan Kommuneplanen 2009.
Byudvikling imod 2030
Alle planer drejer sig om hvordan Århus Kommune kommer til at udvikle sig over de næste mange år – og hvordan Århus ser ud i 2030. Hovedstrukturen er bygget op om fem hovedprincipper, som er styrende for byudviklingen.
Det første princip, handler om Århus´ udvikling som hovedby og en by i bevægelse, og det er især den erhvervsmæssige udvikling der tænkes på og som skal være nyskabende erhvervs-, kultur- og uddannelsesmæssigt.
Det andet princip, fremhæver en god by for alle. Byudviklingen skal medvirke til at Århus som en god by for alle – en by med plads til kreativ udfoldelse, som er åben overfor nye medborgere, hvor mangfoldighed og plads til forskellighed og en velfungerende integration sker for alle befolkningsgrupper. Hvilket indebærer plads til forskellige boligtyper og arealer til servicefunktioner.
Det tredje princip, der slås fast er en god by som er miljø- og energimæssig bæredygtig. Det ambitiøse mål er at Århus i 2030 skal blive CO2-neutral.
Det fjerde princip, omtaler Århus som en sund by, her skal fokuseres på sundhedsperspektiver, som fremmer byens udvikling, og hvor sundhed løbende tænkes ind i strategier og planer.
Det femte princip, en god by er en socialt bæredygtig by, som handler om at vigtige sociale projekter såsom integration gennemføres ordentligt. Byudviklingen skal ske så der en social sammenhængskraft i de enkelte bysamfund. Social u-balance og ghetto-lignende tilstande skal undgås.
Århus Kommune inviterer til debat
Århus Kommune inviterer til debat om forslaget til Kommuneplan 2009. Tirsdag den 2. december kl. 17.00 – 21.00 i Rådhushallen kan borgere her fra Viby møde op og stille spørgsmål til Kommuneplan 2009.
Sådan kan du få mere at vide
Kommuneplanmaterialet med bilag kan rekvireres hos Århus Kommunes Borgerservice på Rådhuset og ses på Kommunens biblioteker.
Det samlede materiale kan også ses på Kommunens hjemmeside: www.aarhuskommune.dk