En ambassadør arbejder for sit land på bedste vis – fremmer landets interesser gennem kontakter og networking – og giver informationer og gode råd til sit land.
På samme vis har de to borgerportaler i Århus nu hvert sit hold ambassadører, og i alt 31 har sagt ja til at udbrede kendskabet til www.aarhusvest.dk og www.vibysyd.dk. Ambassadørerne har hver for sig et godt netværk i bydelene, og ofte sidder de på gode informationer, som vi gerne vil have på portalerne. Ambassadørerne kan enten selv skrive et indlæg, eller de kan kontakte en af borgerjournalisterne.
Ambassadører og borgerjournalisterne skal samles en til to gange årligt og diskutere borgerjournalistik eller andet, som har betydning for livet i bydelene.
Masser af ideer
Forleden mødtes ambassadører og borgerjournalister til fyraftensmøde med en række gode oplæg udefra, og her havde ambassadørerne bunker af gode ideer og kommentarer til borgerportalerne. Det tegner rigtig godt for samarbejdet – selv om et par borgerjournalister bagefter stønnede ”Så mange ting kan vi jo ikke overkomme at skrive om…”.
Men ambassadørerne skal også hjælpe med at skaffe nye borgerjournalister, hvis de møder nogle på deres vej. Borgerjournalister kan vi altid bruge flere af, og hvis du selv kunne tænke dig at skrive om noget af det, der foregår i bydelen, eller hvis du kender en interesseret, så kontakt projektleder Birger Agergaard på birger@bydele.dk.
Sidder du og tænker, at ”Hvorfor blev jeg ikke spurgt om at blive ambassadør?” så henvend dig til os. Der er plads til flere på holdet, som vil hjælpe borgerjournalistikken frem!