Kulturhus Herredsvang er med øjeblikkelig virkning blevet lukket for publikum, og lukningen gælder resten af ugen.

Skridtet er taget, fordi der gennem den senere til er opstået mere og mere uro i huset.
Flere grupperinger har haft en stadig mere urolig adfærd i kulturhuset, og især i biblioteket, ansatte blev chikaneret, og i mandags gik det ud over en af de ansattes bil.
”På grund af personalets sikkerhed har jeg sammen med biblioteket besluttet at holde huset lukket for publikum resten af ugen,” oplyser boligsocial medarbejder og kulturhusleder Susanne Bøgelund. Dagene bruges blandt andet til at installere alarmer på branddørene.

Samtidig vil der fra Århus Kommunes side blive taget initiativ til at skabe aktiviteter for børn og unge i bibliotek og Kulturhus både her og nu og på længere sigt. Desuden vil Kulturhuset og Biblioteket, i samarbejde tage initiativer der vil kunne sikre øget brug af Kulturhusets mange faciliteter.
Politi og opsøgende medarbejdere i området er orienteret om sagen.
Lektiehjælp må lukke
Lukningen af Kulturhuset betyder blandt andet, at lektiehjælpen må aflyse torsdag, og at ungdomsskolen finder lokaler til en lektieklub de dage, hvor der ikke i forvejen er lektiehjælp. Det forventer at starte, når huset åbner igen.

Der er stort behov for at igangsætte aktiviteter for børn og unge i Herredsvang, som i stort omfang benytter Kulturhuset som værested, fordi der ikke er andre tilbud. Det giver ofte en voldsom uro og ballade. Kommunens distriktsledelse er også orienteret om situationen og har været til møde med den boligsociale medarbejder.

Lukningen rammer alle aktiviteter, det vil sige også cafeen og læsestuen samt aktiviteter som mavedans, filtning, tegne-malekursus, it-kurser, Folkeinformation og anden rådgivning.