"Du forstår godt! Folk har en forventning om, at jeg forstår dem, og det gør jeg. De forventer, at jeg skal vise, jeg forstår dem. Mange har fået deres forståelse fra bøger. Jeg har min forståelse både fra bøger og livserfaringer,” siger Maryam Fereidanian.
Hun har siden januar 2007 været ansat som beboerrådgiver for Toveshøj, men kom hertil fra Iran i 1992.  

”Jeg bruger mine livserfaringer fra Iran i mit job. Mange af beboerne har oplevet krig. Det har jeg også selv oplevet og forstår det. Mennesker er mennesker, uanset man kontakter hinanden i Iran eller Danmark. Forskellen er kultur. I mit job bruger jeg mit kendskab til mellemøstens kultur som er meget præget af religion (Islam) uanset om det er kulturen i Iran eller Libanon. Især i mit job og kontakt til beboerne bruger jeg de værdier og normer fra min kultur, som er også acceptabel her i Danmark.
Mødet med Danmark
Det første sted, hun boede i Danmark, var Gellerup, hvor hun boede i 1½ år. ”Det var fantastisk,” siger hun.” Jeg havde ingen hjemve, da jeg så kvinder med tørklæde hver dag. Det dæmpede savnet lidt, og jeg har ingen dårlige minder. Jeg er aldrig blevet dårligt behandlet af danskere. Heller ikke, da jeg kom. Det er jeg glad for. Men jeg ved godt, nogle har oplevet det. Det påvirker deres følelser. Jeg kan godt sige: Man skal bare være stærk, og man skal ikke føle sig uønsket i samfundet.
Danskerne skal passe på, hvad de siger. Det er vigtigt, at indvandrere føler sig ønskede og ansvarlige for det danske samfund. De unge skal ikke behandles som 2. eller 3. generationsindvandrere, men som danskere. De skal føle, de er vigtige for samfundet og er fremtiden. Det gør de ikke, hvis de føler sig uønsket.”
Uddannelse
Maryam boede flere steder i Iran og arbejdede som folkeskolelærer. Da hun kom hertil, kunne hun ikke bruge sin uddannelse.
”Men jeg tror, de danske myndigheder nu har lært af deres fejl. Folk har nogle ressourcer, som skal bruges og ikke gå til spilde.”
I stedet blev hun færdiguddannet som socialrådgiver i 2002 og har arbejdet som integrationssagsbehandler og integrationskoordinator ved Hinnerup Kommune. Stillingen som beboerrådgiver for Toveshøj er normeret til 20 timer om ugen, så der fokuseres på individuel rådgivning. Den foregår på førstesalen i Tousgårdsladen.
Helhedsplanen vil påvirke os
”Jeg håber Helhedsplanen kan skabe mulighed for nye og spændende aktiviteter. Helhedsplanen vil ikke kun ændre de fysiske rammer. Den vil helt sikkert også påvirke den sociale indsats i området. Vi ønsker en positiv udvikling i området.
Med Helhedsplanen vil der også ske ændringer i vores målsætninger for området. Værdier og målsætninger for social indsats skal gøres klarere og udvikles sideløbende med de ændringerne der vil ske i  forbindelse med helhedsplanen,” siger Maryam og slutter ”Det går godt med beboerrådgivningen, og jeg er glad for at være her.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.