Ikke alene skal Vestbyen have sin letbane. Vestbyen skal også være hjemsted for en ny hovedbanegård på en elektrificeret jernbane fra det nordlige Jylland igennem Randers til Århus Vest, og derfra lige over Vejle og videre sydover til Hamborg.
Folketingsmedlem Rene Skau Bjørnsson tænker stort ved årsskiftet.
Over for Aarhusvest.dk uddyber han sit tidligere omtalte forslag om at rette jernbanen ud fra Aalborg til Hamborg: " Tag et kort og se på tognettet, og du vil forstå, hvad jeg mener: Banen vrider og bugter sig som en slange fra Fredericia til Århus, og fra Århus til Aalborg. Den snor sig ind og ud mellem landsbyerne på sin søvndyssende vej. Linjeføringen er et levn fra det samfund, som eksisterede, da DSB var barn – det trætte lilleby-samfund, hvor de færreste brugte toget til andet end besøg hos moster Olga to sogne væk."
Trafikvisioner med Århus Vest i centrum
I stedet efterlyser Rene Skau Bjørnsson nogle mere langsigtede og visionære beslutninger for den kollektive trafik: "Lad os få en tilgang til togene, der svarer til nutidens pendler-behov. Lad os forbinde Jyllands top med Hamborg. Lige elektriske toglinjer med mere gods og mindre CO2-udslip. Lad os skyde en ret linje fra Aalborg. Lad os rette jernbanen ud og integrere oplandet i storbyerne. Lad os sammenkoble Danmarks vest og øst med én times rejsetid, og lad os skyde en elektrisk livslinje fra Danmark ind i Europas glødende hjerte!"
Og Rene Skau Bjørnsson fortsætter: "Lad os nytænke stationerne. Det er da meningsløst at køre togene ind i midten af byerne, hvor der er fartbegrænsning, – lad os i stedet placere en ny hovedstation til de kommende lyntoge i Århus Vest, og derfra føre en hurtig letbane lige ind i Midtbyen, en letbane med 3-minutters intervaller som metroen i København og London. Lad os tænke stort! Lad os føre den gennem Brabrand-Gellerup-Åbyhøj, så Gellerup i endnu højere grad bliver integreret i byen."
Konkrete beslutninger i 2009?
"Hvor ville det være dejligt, hvis byen og Folketinget ville træffe de beslutninger i 2009."
Samtidigt lover Rene Skau Bjørnsson at gøre sit til, at der bliver taget konkrete beslutninger i forbindelse med helhedsplanen for Gellerup og den øvrige indsats i Vestbyen.
"2009 bliver forhåbentlig året, hvor der træffes nogle gode konkrete beslutninger om Århus Vest området," slutter Rene Skau Bjørnsson.