Den bliver med garanti flottere end Ramblaen i Barcelona – altså bygaden ned gennem Gellerup. Men arkitekter kan det der med at få alle lækre detaljer med og lægge det helt rigtige lys på, så der skal stadig trylles for at gøre visionen til virkelighed.
Nu er helhedsplanen kommet et lille nøk tættere på lyset: blandt de fire arkitekt-konsortier, der har stillet forslag, er der nu valgt to ud, som skal samle de bedste ting ved de fire forslag – og udarbejde et forslag til dispositionsplan.
De to grupper, der går videre, er Cowi-gruppen og JWH-gruppen. De skal frem til sommer samle de fire forslag til fremtidens Gellerup/Toveshøj – så der kan laves én samlet plan for området.
Cowi og JWH blev valgt af fagdommere med stadsarkitekt Gösta Knydsen i spidsen.
Planen skal bl.a. anvise retningsliner for infrastruktur, sikkerhed, grønne områder, renovering og nedrivninger med baggrund i tekniske og økonomiske analyser, oplyser projektleder i COWI, Sven Buch.
Et plus for hele byen
Hos Brabrand Boligforening, der ejer Gellerupparken, er der tilfredshed:
"Der er tænkt stort, og der er opbakning hele vejen. Den nye bydel er ikke kun til beboerne i området. Det bliver et plus for hele byen," sagde formand Jesper Pedersen ved fremlæggelsen af de fire gruppers visioner.
Når den samlede plan er vedtaget af både Brabrand Boligforening og Århus Kommune, skal den til efteråret i offentlig høring hos lokale beboere og borgere i Århus.
Et sted, hvor alle vil bo og arbejde
Efter den endelige vedtagelse ligger der altså en dispositionsplan. Den bliver den fælles ramme for alle de initiativer, der med årene skal forvandle Gellerup til det sted, hvor alle vil bo og arbejde. Beboerne får også bagefter mulighed for at påvirke de enkelte projekter, i hvert fald i det omfang de kræver lokalplaner.
Men der er brug for store penge til de mange projekter. Som tidligere nævnt på portalen kan en fuldstændig realisering, med skolebyggerier, kulturhuse, nye boliger og institutioner og så videre, snildt løbe op i både fem og seks mia. kr. Nogle af pengene bliver private, andre kommunale og statslige.