Brabrand Boligforening har gjort det klart, at de ikke har overvejet at overvåge stierne i Gellerupparken. Det ville dog glæde lederen af den lokale politistation i Århus-vest Jens Espensen, der ser kameraerne som et godt redskab i opklaringen af kriminalitet.
”Det vi opklarer herude er oftest på baggrund af videokameraer eller andet billedmateriale,” udtaler han.
Fredeligt i Gellerup
Både Jens Espensen og formanden for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken Helle Hansen er dog enige i, at der i dag er fredeligt i Gellerup. Jens Espensen forklarer det med, at de intensiverede deres samarbejde med de sociale indsatser i området, samtidig med, at de værste bøller lige nu sidder varetægtsfængslet for hærværk og brand. Branden i institutionen Mudderklirren blev tilmed opklaret ved hjælp af billedmateriale nævner politikommisæren.
Hvis det går så godt, hvorfor skal vi så have videoovervågning af de åbne områder?
”Det går i bølger herude. Det der sker i verden, er afgørende for, hvad der sker herude. Det er et meget følsomt område,” siger politikommisæren og tilføjer, at uroen kan vende tilbage til området.
Risikerer man ikke at fremprovokere mere ballade med kameraerne?
”Vi skal tage hensyn til dem, der vil leve et stille og fredeligt liv, ikke dem der kaster med sten.”
Skeptisk Formand
Hvorvidt Jens Espensens ønske bliver opfyldt skal besluttes af beboerne i Gellerupparken. Deres repræsentant Helle Hansen er dog skeptisk.
”Videoovervågning er en meget dyr investering, så vi skal være sikre på, hvordan vi betaler det. Derudover bliver jeg endnu mere usikker, når eksperter peger på, at virkningen er begrænset,” udtaler Helle Hansen til Aarhusvest.dk.
Gå til om videoovervågning