Tag en dukkert i Gellerupbadet, gå på indkøb i Bazar Vest og fortsæt med picnic i Skjoldhøjkilen. Det er rådmand Jacob Bundsgaard Johansens opskrift på en rigtigt god familiedag,
Opskriften indgår i Jacob Bundsgaard Johansens tale ved indvielsen af Skjoldhøjkilen mandag den 25.maj.
Større end Marselisborgskoven
Rådmand Peter Thyssen gør i sin indvielsestale opmærksom på, at Skjoldhøjkilen er større i areal end Marselisborgsskoven.
Også rådmand Louise Gade er til indvielse. Hun deler rundhåndet ud af sin begejstring for det nye område for leg, læring og bevægelse. En begejstring, som hun tror, hele Århus vil tage del i.
To verdensnyheder
Sidste officielle taler er Bent Hviid, der er formand for den selvejende institution Hasle Bakker, som står for driften af it-systemer og træhuse, mens kommunem står for resten. Bent Hviid erindrer om, at der har været arbejdet med projekt Skjoldhøjkilen i 4½ år. Han indrømmer med tydeligt jysk tonefald, at han er ’ret stolt’ af resultatet.
Bent Hviid fremhæver, at der er to verdensnyheder i Skjoldhøjkilen. Den første er et it-baseret undervisningssystem i det fri. Det punkterer myten om, at brugen af it er for nørder, indendørs for nedrullede gardiner. Systemet flytter undervisning ud i naturen. Instruktion af elever om opgaveløsning foregår gennem mobiltelefon, påpeger Louise Gade.
Den anden verdensnyhed er løbecoaching via gps. Dette system giver bogstaveligt talt løbende vejledning om, hvordan man bedst klarer det terræn, der ligger umiddelbart foran en.
Lokal beboer glad for anlægget
Endnu en taler melder sig. Det er Ragnhild Jensen, der sammen med sin hund Filur også gerne vil give udtryk for sin glæde over anlægget. Ragnhild Jensen har boet i Holmstrup i 26 år. Når hun tidligere gik tur med hunden, mødte hun sjældent nogen. "Nu kommer der så mange, at her næsten ikke er til at være med sin hund!" siger hun med et stort smil, som byder de mange andre velkommen.
– men er der ikke penge til oprensning af den lille sø?
Ragnhild Jensen benytter lejligheden med hele tre rådmænd på stedet til at spørge, om ikke en af dem har lidt penge til overs, så den mindste af søerne også kan blive renset pænt op.
Men bortset fra den detalje, som måske også bliver klaret, er der enighed mellem rådmænd og deltagere i indvielsen, at samarbejdet mellem de tre magistratsafdelinger, Idrætssamvirket, og den selvejende institution Hasle Bakker har været et projekt, der er lykkedes.
Skjoldhøjkilen er sammen med Hasle Bakker klar til brug.
Læs på kommunens hjemmeside om motionsruter i Skjoldhøjkilen. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.