Der er sat et foreløbigt punktum for brandsagen i Gellerup, hvor seks unge nu er dømt for medvirken til at sætte ild til børneinstitutionen Viben midt i Gellerupparken. Men flere af de dømte appellerer dommen til Landsretten.
De unge, der er i alderen 17 til 21 år, får som udgangspunkt hver 2,5 års fængselsdom, men nogle får reduktion, da de spillede mindre roller end to mænd, der var decideret aktive i brandstiftelsen. Nogle af de dømte får desuden tillægsstraffe for andre forhold.
Nogle af de 16,5 års frihedsberøvelse, som det sammenlagt bliver til, gøres dog betingede.
Utryghed midt i beboelsesområde
Dommeren fandt, at alle medvirkede til brandstiftelsen – nogle af dem ved passivt at se til uden at forsøge at stoppe den. Viben blev totalraseret ved branden og er senere revet ned. Dommeren lagde desuden vægt på, at branden blev påsat midt i et beboelsesområde og derved skabte utryghed blandt beboerne.
Det skriver JP Århus i en artikel, der også nævner, at flere familiemedlemmer var ophidsede efter domsafsigelsen og kaldte den diskrimination. En far sagde således til avisen, at hans søn er uskyldig.