En lille flok beboere har samlet sig om de blå blink… En politibil og en brandbil. Politimanden har forsøgt at få yderligere oplysninger ud over de enelydende vidneudsagn han allerede har fået. Nu igen…!
Ingen har set, hvem der lidt før midnat har stukket ild til de to containere på parkeringspladserne ved henholdsvis Trillegårdsvej og Snogebæksvej. Børnehavens affaldscontainer er væltet og det flyder med brugte bleer madaffald og alt mulig andet.
"Først så jeg en lille flamme og så en stor. Så skyndte jeg mig at ringe," siger en beboer. En anden beretter i et meget vredt tonefald, at det lugtede af benzin på brandstedet overfor børnehaven.
En optælling af udrykninger fra Århus Brandvæsen taler sit triste, men tydelige sprog. Indenfor den sidste måned har der været ti udrykninger. De fleste til Trillegården, men også nogle til Rydevænget eller Fjældevænget. En eller flere containere er blevet stukket i brand med korte intervaller. I et enkelt tilfælde er det gået ud over en bil, der stod på parkeringspladsen ved Fjældevænget.

Enkelte brande har fundet sted på andre tidspunkter, men langt de fleste anmeldelser er indløbet i tidsrummet 23 – 1 om natten. Pinsen har kostet fem containere livet på henholdsvis Trillegårdsvej og Snogebæksvej. Weekenden den 22. maj gik to containere og en bil til.
 
I følge Borgerportalens optælling blev 13 containere i Herredsvangområdet flammernes bytte i maj måned. Borgerportalen følger sagen op i ugens løb.