Østjyllands Politi bekræfter her til morgen overfor aarhusvest.dk, at branden ved midnatstid i går aftes i Trillegården efterforskes som en kriminalsag.
"Folk fra Kriminalteknisk afdeling er ved at undersøge stedet, så vi kan samle brikkerne. Noget tyder på, at branden var påsat," siger Vagthavende ved Århus Politi. Her arbejder Brandgruppen og Kriminalteknisk afdeling på en opklaring ved at sammenholde resultaterne af de tekniske undersøgelser med de forklaringer man har fået fra vidner til brandens opståen. I fagsproget kaldet "De taktiske spor".
Hjemmeværn tilkaldt
I går aftes ved midnatstid hærgede en kraftig brand et gårdhavehus i Trillegården. Husets kvindelige beboer undslap flammerne. Ilden, der begyndte inde i huset, bredte sig med eksplosionsagtig hast til tagkonstruktionen. Da Århus Brandvæsen ankom, var der ild under taget i retning mod naboen.
Østjyllands Politi var hurtigt på stedet og allerede mens det omfattende slukningsarbejde foregik, var politiet i gang med at afhøre vidner. Desuden tilkaldte Politiet hjemmeværnet, der skulle at gå brandvagt.
Søger efter brandbare væsker
Kriminalteknikernes arbejde er besværligt, men grundigt. De leder efter spor, der kan fortælle om årsagen til branden. De bruger ganske enkelt næsen for at finde ud af om den almindelige brandlugt blandes med en lugt af brandbare væsker. Hvis det er tilfældet, tager de en prøve fra et område uden lugt. De to prøver sammenlignes ved en grundigere analyse. Herefter er det muligt at fastslå, om der i forbindelse med branden er hældt brandbar væske ud.
Brandstiftelse kan give op til livstid
En eventuel gerningsmand risikerer helt op til livstid, hvis vedkommende har været klar over, at andres liv har været bragt i fare eller der er forvoldt meget alvorlige ødelæggelser. Der er 1000 – 1300 sager om brandstiftelse om året. De er omfattet af straffelovens § 180 og 181.