Lørdag d. 18. juli, var nittenårige Mina B. Lundh med to veninder, Nanna Johannsen og Christina Courtnadge, til Grøn Koncert på Vestereng, som ligger nabo til Herredsvang.
Det var en rigtig god oplevelse. Mina B. Lundh fortæller, at de tre veninder valgte at tage til Grøn Koncert på Vestereng, fordi de gerne ville have en sjov dag, samtidig med, at de støttede en god sag. ”Det er altid rart, at kunne føle sig god.”
Vejret var en blandet fornøjelse
På trods af en dårlig vejrudsigt tog pigerne til koncert, og som Mina B. Lundh siger: ”Det regnede helt vildt tovligt, da vi tog af sted, og da vi stod i kø for at komme ind. Men så var vejret faktisk rart, med kun en lille byge af og til. Da vi skulle hjem ved nitiden, brød solen endda helt frem”.
Koncerten var godt arrangeret
Der kom mange til koncerten. Om oplevelsen af at nærme sig koncertpladsen siger Mina B. Lundh: ”Der var rigtig mange på vej. Det lignede en folkevandring”. De tre piger måtte da også stå i kø i en halv time. Men de var tilfredse med den måde alting var organiseret.
Specielt lagde de mærke til, at vagterne var gode. De var hurtige til at dæmpe urolige gemytter. Opførte folk sig helt urimeligt, blev de fjernet på en ordentlig, og ikke aggressiv, måde.
Masser af god musik
Der var mange kendte navne. LOC, Kashmir og TV-2 var bare nogle af dem. Pigerne ville meget gerne høre Volbeat, og stod i kø i fyrre minutter til det. Det var dog ikke noget problem, da de samtidig kunne synge med på Infernal, der spillede på den anden scene. Mina B. Lundh beskriver fornemmelsen i fødderne, når der blev skruet op for bassen, og hvordan hun og veninderne hoppede og dansede. Folk blev virkelig proppet med musik. Da pigerne tog hjem, kunne de høre og synge med til Sanne Salomonsen med nummeret ”taxa”.
Grøn koncert skal blive på Vestereng
Mina B. Lundh har nogle overvejelser i forbindelse med den tale, der har været om at forbyde koncerter på Vestereng på grund af støjgener. Hun siger: ”Jeg er opvokset i Rydevænget lige ved siden af Vestereng. Jeg synes det ville være underligt, hvis koncerten ikke skulle holdes der. Jeg synes også, at det er godt, at folk kommer ud til et område, som ellers har et dårligt ry. Så kan de se, hvor smukt og grønt området faktisk er.”