Godt ti børn fra Århus Vest og voksne fra Globus1 valgte torsdag i efterårsferien at trodse regn og kulde for at prøve at sejle i kano og kajak – for nogens vedkommende for første gang.  Arrangementet var arrangeret af Århus Kano og Kajak i samarbejde med Globus1.
Entusiasmen var stor, og specielt kajakkerne havde børnenes interesse.
Efter at kajakkerne var blevet pakket sammen, blev der da også spurgt ivrigt ind til mulighederne for at gå til kajak.
"Alle der har lyst til at prøve er velkomne i svømmehallen, hvor vi træner hver lørdag fra 15-18,og man kan også gå til det om vinteren" siger Claus Pape, der er instruktør og formand i Århus Kano og Kajak Klub.
Eneste krav, er at man skal være mindst otte. Det er gratis at komme og prøve om det er noget for en. Hvis man vil være medlem, koster det 400 kr om året for børn.
"Vi har desuden mulighed for at søge støtte til optagelse og uddannelse af børn & unge fra vanskeligt stillede familier." siger Claus Pape.