I en samtale med Aarhusvest.dk efterlyser Lisbeth Lautrup Knudsen og Bo Cornelius fra Gellerupscenens lederteam en ’scene to’, der er mindre end teatrets store sal.
Mulighed for en ‘Scene to’
"Vi bakker op om et ønske fra Cirkus Tværs om bedre rammer ved at få Nordgårdshallen stillet til rådighed," siger Bo Cornelius: "Det åbner nemlig også for, at Gellerupscenen kan overtage Cirkus Tværs’ nuværende lokaler til en ’Scene to’ til formål, vi ikke kan opfylde med vores store sal og vores øvelokale."
"Vi vil kunne realiseres mange flere ideer med en ’Scene to’, der er mindre end den store sal," tilføjer Lisbeth Lautrup Knudsen: " Vi har pladsmangel, og vores teatersal er for stor og for resursekrævende til formål, som vi gerne vil gøre mere ved."
Ungdomsteater
Lisbeth Lautrup Knudsen og Bo Cornelius fortæller, at Gellerupscenens teaterskole og arbejdet med forestillinger på den store scene fører til dannelse af grupper med potentiale for at skabe ungdomsteater.
"Teaterskolen og forestillingerne på den store scene er det første led i et vækstlag, der kan føre til en teaterkarriere. Vi mangler tilstrækkelige muligheder for, at unge i mindre rammer for et lokalt publikum kan prøve af, om vingerne bærer til at producere forestillinger til f.eks. skoler," lyder det fra Bo Cornelius. Som eksempel nævner Lisbeth Lautrup Knudsen, at hun har arbejdet med en gruppe piger, men at hun savner de muligheder en ’Scene to’ ville give.
Skolesamarbejde
Et andet eksempel er et samarbejde med Ellekærskolen og foreningen ’Nojazz’, som består af dramaturgistuderende og folkeskolelærere: Elever fra 6. klasse på skolen skriver dramatekst til professionelle skuespillere. Der er i dette tilfælde skaffet plads i Teatrets prøvesal til projektet. I prøvesalen overværer eleverne skuespillernes behandling af deres tekster og undervises teaterpædagogisk i at forbedre teksterne til en endelig forestilling, der forventes opført på Gellerupscenen i midten af december.
I 10 år har Toushøjskolen haft midler til et samarbejde med Gellerupscenen på 10. klasseniveau. De to teaterledere håber på, at der igen kan komme midler til det samarbejde udvidet til flere skoler. Også her vil en ’Scene to’ være til stor nytte.
Afklaring af drømme og udvikling af kompetencer
Lisbeth Lautrup Knudsen og Bo Cornelius slutter med at understrege, at arbejdet med de unge sigter på "- personlige kompetencer til at komme videre, ligegyldigt hvad de drømmer om og ender med at vælge." Målet er ikke alene at give talenter chancen for prøve af, om det er en teaterkarriere, de vil. "Det er også vigtigt at finde ud af, at man ikke skal være skuespiller eller ikke skal have med teater at gøre. Og arbejde med teater kan åbne de unges øjne for mange andre muligheder for dem"