Etniske minoritetsunge forsøger tit at leve et liv, der ligner et almindeligt dansk ungdomsliv. De vil gerne have tid til at være sammen med skolekammeraterne, mulighed for at gå til fester, tage med på studierejser, og have kærester osv.
De har et ønske om at opleve ungdommen på lige fod med deres danske jævnaldrende.

Stærk kontrast
Familiernes ønsker danner stærk kontrast hertil, idet de ønsker at have kontrol over de unge, især kontrol over pigernes bevægelser og deltagelse i samfundet. Derfor udsteder de regler for passende social adfærd. Konflikterne opstår typisk når et ungt menneske har overtrådt disse adfærdsregler.

Autoritær opdragelse medfører manglende kompetencer
"Parterne går i forsvarsposition i stedet for dialog. Den unges ønske om selvstændighed både psykisk og samfundsmæssigt, kan den unge sjældent tale med faderen om, og det ender med opgivelse af kampen fordi, det føles som om at hjertet hopper ud af brystkassen. Derfor resulterer det i manglende viden om hvordan samfundet fungerer. Det er jo ellers en vigtig viden i tilfælde af nød", siger Farwah Nielsen.

Æreskodeks
Familerne har opbygget et æreskodeks. Farwah Nielsen fortæller at det er opbygget for at undgå kaos, give et fællesskab med bedre styring, give beskyttelse, og give social og økonomisk støtte. Forbryder man sig mod æreskodekset kan det få voldsomme følger.

Æresforbrydelser er et betydeligt problem. Gennem 1990’erne var der en række æresrelaterede volds- og drabssager, og efter familiedrab på to unge etniske piger, en 14-årig turmnesk og en 19-årig pakistansk pige, indførte politiet en såkaldt national stategi for at dæmme op for æresforbrydelser.

"Statistikken bekræfter, hvad vi var bange for", fortsætter Farwah Nielsen, "Der er tale om et ret betydeligt problem. Det er negativt at det er der, men positivt at få sagerne frem i lyset så tidligt, at vi kan undgå, at de udvikler sig alvorligt til vold eller drab. Den øgede fokus skaber opmærksomhed. Så kommer folk til os i tide, ligesom det er et klart signal til familierne om, at de ikke skal forsøge sig. Der bliver holdt øje med dem", siger hun.

Farwah Nielsens løsningsmodel
Der indkaldes til mæglingsmøde når en ung har henvendt sig for at få hjælp. Mødet holdes så parterne befinder sig i hver sit rum. Først holdes der møde med den unge og så skal den unge have ro i en uge til 14 dage for at få det lidt på afstand.

Det kan være nødvendigt med flere samtaler med den unge. De går ud på at kortlægge den unges konflikter og ønsker. Så begynder forhandlingerne med, på den ene side – de professionelle, mægleren i midten, og på den anden side familierne. Man prøver at kunne nå til enighed. Det kan tage fra nogle måneder til flere år.

Når man er nået til enighed, underskrives en kontrakt mellem forældrene og den unge. Denne kontrakt er en sikkerhedskontrakt, hvor forældrene skriver under på, at de ikke vil volde den unge ondt. Der er nu indgået mange kontrakter, og der er ingen, der har brudt dem. De er ikke juridisk bindende, men bliver af familierne opfattet som moralsk bindende. Sådan en kontrakt bryder man bare ikke, siger Farwah Nielsen.