Går det nu an at blande operettetoner med drøje bokseslag? Og går rappere mon sammen med en rødbededrik? Og kan vi mikse en borgmester med borgerjournalister, tilsat lidt bulgur-salat? 
Vi ved det ikke, men vi gør forsøget! Vestbyen ER farverig og mangesidet, så multikulturen skal stå sin prøve næste fredag den 18. decmber, hvor vi på borgerportalen inviterer alle vestbyens borgere  til fest på Center-10/Aarhus High School. Hvis vi tilføjer, at denne skole med det flotte navn ligger på Høgevej 25 og tidligere hed Frydenlundskolen, hjælper det nok på genkendeligheden.
Det foregår i loungen i underetagen – følg skiltene!
Fejrer nye borgerjournalister
Men altså: Vi fejrer, at to håndfulde borgerjournalister er blevet uddannet i Vestbyen og er klar til at skrive nyheder og portrætter samt tage de gode billeder i området. I har allerede set nogle af artiklerne, da man lærer bedst ved at afprøve tingene. Vi fejrer også, at nogle af borgerjournalister er fra Frydenlund, Pipkvarteret og Møllevangen, så vi bedre kan dække, hvad der sker i både 8210 og 8220.
Borgerjournalisterne får diplomer af borgmester Nicolai Wammen – vores protektor – som haster hjem fra klimatopmødet for at kunne nå denne næsten lige så vigtige begivenhed.
Alle beboere i Vestbyen er velkomne, og der er gratis lækkerier, fremstillet af Interkulturel Kvindeforening. Er man ikke til rødbededrik, er der mange andre ting i den sundhedsgrønne afdeling.
Underholdning og det seriøse blandes sammen – sådan:

  • Kl. 16.15 Bokseopvisning
  • Kl. 17.00 Diplomuddeling med Nicolai Wammen
  • Kl. 17.30 Kejser A og hans rappere
  • Kl. 18.00 Klaver og sang v. Maren Marie Tange og Niels Jørgen Trangberg.

Læs snart mere om de enkelte indslag!