7. januar offentliggøres den første CD som resultat af rapskolernes indsats i Vestbyen. Det er Gellerup-rapperne, der under ledelse af Kejser A har skåret numre til CD-en "Ghettoens Perspektiv".
Kejser A (Andreas Abildlund) har siden februar 2009 haft en dedikeret gruppe unge i skarp raptræning i et kælderstudie i Gellerup. Arbejdet har resulteret i mere end 60 indspillede sange, hvoraf gruppen har valgt at finpudse tretten sange til CDen "Ghettoens Perspektiv". Gruppen, som består af en lang række solorappere, har valgt navnet "De Andre".
CDen vil fra 7. januar være tilgængelig for download via de gængse netbutikker og vil også kunne købes på CD i udvalgte butikker i Århus-området.
Hør numrene og snak med kunstnerne
"For at fejre udgivelsen laver vi en releasefest på Musikcaféen i Århus d. 7. januar kl. 18. Her vil man kunne høre numrene fra albummet live, købe CDen og snakke med kunstnerne," oplyser Kejser A og Henning Winther – sidstnævnte er projektleder på rapskolerne.
En række borgere i Vestbyen var heldige at høre ni-ti af numrene 17. december, da rapperne optrådte til festen for de nye borgerjournalister i Vestbyen.
Rapskolerne på Facebook