Sami Walid El-Daood er 22 år, aktiv i Unge 4 Unge og bor i Århus C.

Studerer du?

Nej, det gør jeg ikke, da jeg har et fuldtidsarbejde jeg skal passe. Men jeg har en mellemlederuddannelse som sergent ved militæret og havde også i tankerne at fuldføre hele uddannelsen, men desværre kunne jeg ikke helt få mine militær planer til at passe med omstændighederne derhjemme og valgte derfor at droppe den uddannelse.

Men jeg har tænkt mig at søge ind på Ingeniørhøjskolen i Aarhus i snareste fremtid. Jeg tror at det er en meget spændende uddannelse som passer lige til mig. Det betyder meget for mig at jeg træffer de rigtige beslutninger fra første gang og det er også en af grundene til at jeg ikke er startet på nogen
uddannelse endnu.

Ja jeg arbejder ved ‘Copenhagen’ som promoter, bartender og tjener. Det er et fuldtidsarbejde som jeg er meget glad for og bruger en del af min tid på. Jeg kan godt lide at være aktiv og møde nye mennesker hele tiden. Det gode ved jobbet er også, at jeg selv bestemmer min arbejdsplan. Men man skal også passe på med ikke at dedikere hele sit liv til arbejde så man ikke har tid til venner og familie, og derfor har jeg også tænkt mig at skære ned på mine arbejdstimer fremover.

Hvilke fritidsinteresser har du?

Arbejdet fylder meget i min hverdag, og jeg har derfor ikke så meget fritid, men når jeg endelig finder tiden plejer jeg for det meste at træne i det lokale fittnesscenter. Jeg går meget op i at holde mig i form og har faktisk også taget et kursus der har givet mig en titel som fysisk træner indenfor militæret. Desuden har jeg også gået til kampsport, som f.eks. thai-boksning og karate.

Men når der skal slappes af, så er det helt klart gammelt musik, som står øverst på min liste.

Hvor længe har du været medlem af Unge4Unge?

I tre-fire år. Men pga arbejde, militæret og nogle travle hverdage har mit fremmøde til de forskellige møder været lidt on-off.

Hvorfor valgte du dengang at melde dig ind?

Fordi jeg som de fleste fra Unge4Unge ønskede at være med til at gøre en forskel. Jeg er også sikker på at hvis alle gjorde det samme så ville Brabrand ikke se ud som det gør i dag. Forstået på den måde at en del af Brabrands skønhed bliver ødelagt af nogle udefrakommende elementer, såsom bestemte foreninger, selskaber eller andet, som ønsker at give et dårligt billede af Unge4Unge – og det er virkelig ærgerligt!

Har du fået noget ud af at være del af Unge4Unge netværket?

Ja det har jeg helt bestemt på mange måder, men det ærger mig når unge eller forældre misforstår Unge4Unges koncept. Vi er her nemlig for at hjælpe og ikke omvendt.

Desuden bryder Unge4Unge med de gamle normer hvor drenge og piger ikke kunne mødes for at arrangerer aktiviteter sammen. Jeg har selv en søster og jeg ville helt klart opfordre hende til at blive del af Unge4Unge. Det kan umuligt være andet end positivt for hendes personlige udvikling, og det håber
jeg at nogle forældre herude vil finde ud af før eller siden.

Hvilke planer har du for fremtiden?

Min plan er at få en plan! Jeg kunne som sagt rigtig godt tænke mig at gå i gang med en uddannelse, men først og fremmest er det vigtigt at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Jeg interesserer mig for ingeniøruddannelsen og regner indtil videre med at det bliver det næste skridt jeg tager i mit liv.
Men samtidig og vigtigst af alt vil jeg nyde mit liv, rejse og måske lave en del frivillig arbejde i udlandet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at rejse til Afrika og lave noget velgørenhedsarbejde.

Er du stadig medlem af Unge4Unge om 10 år?

Det håber jeg men det tror jeg desværre ikke at jeg er, medmindre man kan finde Unge4Unge i udlandet. Til den tid er jeg nok at finde i udlandet, hvor jeg højst sandsynligt laver noget velgørenhedsarbejde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.