Vestbyens Rap Akademiet løb af med en ny stor musikpris søndag aften: Danish Music Award’s pris til ’Årets Initiativ’.
I forbindelse med musikselskabernes årlige prisuddelingsfest Danish Music Award modtog Rap Akademiet prisen for at motivere århusianske unge til at forvandle uforløste holdninger til slagkraftige rim og arbejde målrettet med deres egen musik.
Rap Akademiet arbejder især med Vestbyens unge og holder til i lokaler i Bispehaven.
Derfor faldt valget på Rap Akademiet
’Årets initiativ’ er en nystiftet pris, som har til hensigt at hylde frugtbare initiativer og visionære projekter.
”Rap Akademiet i Århus passer præcist på ovenstående kriterier. Projektet har formået at skabe et gratis tilbud til unge århusianere, der har lyst til at prøve musikalske kræfter og forvandle leg til talent og uforløste holdninger til slagkraftige rim.”
Sådan begrundede musikselskabernes interesseorganisation, IFPI, valget af Rap Akademiet som årets initiativ under aftenens prisuddeling.
Vi er stolte og glade
Rap Akademiets leder Rasmus Brandt Lauridsen er på projektets vegne pavestolt over prisen:
"Vi er meget glade for, at den etablerede musikbranche har valgt at hylde vores projekt som årets initiativ. Rap Akademiet er seriøs talentudvikling, som kan komme musikbranchen til gode om få år. Ét af vores mål har fra starten været at inddrage den professionelle musikbranche i vores arbejde, og det gør vi bl.a. i skikkelse af de professionelle rappere, der varetager undervisningen."
De unge, der kommer i Rap Akademiet, møder sjældent positiv omtale i medierne. Det kan projektet her være med til at ændre, mener Rap Akademiets bagland, Jens Møller fra Det Boligsociale Fællessekretariat:
Solstråle i negativ periode
”Med ghetto-udspillene i efteråret har der været masser af fokus på mange af problemerne i de udsatte områder, men ikke særlig meget på de mange positive initiativer, der også findes i områderne. Derfor er det fantastisk, at Rap Akademiet får tildelt denne pris, for det er virkelig en solstrålehistorie."
T.M.T, rap-gruppen fra Århus, der nåede til semi-finalen i tv-showet ’Talent 2010’, har arbejdet med deres musik i Rap Akademiet bl.a. i samarbejde med rapperen Ham den Lange, der selv er fra Århus.