Konflikten truer i Bazar Vest. De handlende har i lang tid døjet med faldende omsætning. Den skyldes ikke kun finanskrisen, men lige så meget, at der for ofte er ballade og tyverier i bazaren. De handlende vil have vagter og mere PR for bazaren. Og huslejen skal markant ned, siger de.
Flere af indehaverne i bazaren siger til JP Århus, at de har mistet så meget omsætning, at de har underskud og kun kan drive butikkerne videre i få måneder endnu. Andre skylder allerede husleje til bazaren og er derfor truet af opsigelse.
De  butikker, som avisen har talt med, mener, at huslejen er for høj, og at de betaler mange penge i fællesudgifter, som de ikke kan se hvad der bliver brugt til. De savner vagter, rengøring og mere markedsføring af Bazar Vest.
Indehaverne har dannet en bestyrelse, som vil arbejde for at sænke huslejen med 35 procent og for, at der ikke smides lejere ud på grund af restancer. Der tales om, at butikkerne vil holde lukket i protest over forholdene.
Chefen klar over problemer
Bazarens chef Jørgen Skov er klar over, at der er problemer, og han vil gerne drøfte dem med butikkerne, men sætter over for JP Århus spørgsmålstegn ved bestyrelsens myndighed – den er i følge Skov ikke valgt på nogen generalforsamling.
Jørgen Skov og bazarens ejer, Olav de Linde, afviser at sænke huslejen, men vil gerne i dialog med butikkerne. Lejernes betaling til fællesudgifterne kan end ikke dække de reelle omkostninger, siger han.
Brabrand Boligforenings direktør Torben Overgaard er ærgerlig over krisen i Bazar Vest. Bazaren er uhyre vigtig for Gellerup og for helhedsplanen. Den kommende bygade skal forbinde City Vest med Bazar Vest, og for alles skyld er det vigtigt, at Olav de Linde og butikkerne sammen får løst problemerne, siger Overgaard til JP Århus. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.